Hanstholm Havn: Næsten i mål med havneudvidelse

I tre år har de nu været i gang med havneudvidelse af Hanstholm Havn. Om ganske kort tid er projektet afsluttet
af Claus Kirkegaard
12 aug 2020

Det store projekt omkring udvidelsen af Hanstholm Havn - et projekt til 600 millioner kr. er nu ved at nå til vejs ende. Dermed cementerer havnen sin plads som konsumhavn nr. 1.

- Vi er gået ind i den sidste fase for udvidelsesprojektet nu. De sidste uddybninger foregår ude i det forreste bassin i øjeblikket, og så er de ved at gøre klar til at lægge belægning på kajgaden her på det nye baglandsareal, siger Niels Clemensen, forhenværende havnedirektør for Hanstholm Havn ifølge tvmidtvest.dk.

I dårligt vejr har Hanstholm Havn været svær at komme ind i - især for de mindre fartøjer. Det er der med havneudvidelsen nu lavet om på.

- Vi har fået mere lossekaj ude i det gamle færgeleje, som vi aldrig nogensinde troede, der skulle blive muligt for sådan en størrelse skib at komme til at losse i, fordi det var så uroligt ude i det bassin før, siger Asger Christiansen, der er fiskeskipper på trawleren HM 120 Astoria.

Den anden dag lå han og besætningen i nordvestkuling, men trods det kunne de ligge fuldstændig stille, mens de lossede.

- Så det er rigtig fint, det er blevet en rigtig god havn, siger han.

Arbejdspladser

Med udsigten til færdiggørelsen af havneudvidelsen valgte den tidligere direktør, Niels Clemmensen at træde tilbage. Han følger dog byggeriet helt til dørs, inden han overlader direktørstolen til Nils Skeby, der tidligere har siddet i havnens bestyrelse.

Den nye direktør har en plan for havnen og de nye havnearealer.

- Jeg har særdeles meget fokus på at få udbygget det nye baglandsareal og få tiltrukket nye virksomheder til havnen og derved nye arbejdspladser til havnen og kommunen, siger den nye havnedirektør på Hanstholm Havn, Nils Skeby ifølge tvmidtvest.dk

Læs mere om:

Flere Nyheder