Hirtshals Havn ser grønt på fremtiden

Hirtshals Havn vil nu drage nytte af overskudsvarmen fra industrien på og omkring havnen
19 aug 2020

Det er blot nogle få uger siden, at Hirtshals Havn kunne melde om en væsentlig reduktion i havnens samlede elforbrug.

Men allerede nu har Hirtshals Havn taget næste skridt mod en grønnere fremtid. Oven i de allerede realiserede resultater, vil Hirtshals Havn nu drage nytte af overskudsvarmen fra industrien på og omkring havnen. Det skriver de på deres hjemmeside. 

Ifølge analyser udarbejdet af Hirtshals Havn og Hjørring Kommune er der betydelige potentialer i at udnytte den overskudsvarme, der stammer fra virksomheder på og omkring havnen i Hirtshals, til opvarmning og produktion. De indledende undersøgelser, der kun dækker over nogle af virksomhederne på havneområdet, viser, at overskudsvarmen svarer til cirka halvdelen af det samlede fjernvarmebehov i Hirtshals.

Hirtshals Havn har som målsætning, at overskudsvarmen fra virksomhederne på havneområdet skal udnyttes i en energisymbiose. Med andre ord skal virksomheder i Hirtshals og andre byer i Vendsyssel kunne udnytte overskudsvarmen fra andre virksomheder i deres egen produktion. Alternativt kan overskudsvarmen benyttes som fjernvarme til opvarmning af boliger, hvor temperaturen kan være lavere end i produktionsøjemed.

- I dag udgør overskudsvarmen omkring 31,5 GWh om året, og vi har begrundede forventninger om, at mængden af overskudsvarme vil stige markant over den kommende årrække. Dermed vil potentialet i en energisymbiose blive endnu større end det, der er aktuelt i dag, udtaler en ambitiøs bestyrelsesformand ved Hirtshals Havn Anker Laden-Andersen.

Læs mere om:

Flere Nyheder