Jan Vest Jensen har 40 års jubilæum i Fiskernes Forsikring

Siden 1980 har Jan Vest Jensen haft sin gang i forsikringen
af Claus Kirkegaard
01 jul 2020

Den 1. juli 2020 fejrer Jan Vest Jensen 40-års jubilæum i Fiskernes Forsikring. Han begyndte i 1980, hvor han blev ansat som kontorbestyrer på Forsikringen af Danske Fiskefartøjer Gensidig Forenings kontor i Hirtshals - i daglig tale kaldet "Københavnerforsikringen". Her fik Jan Vest Jensen ansvaret for selskabets aktiviteter i Nordjylland. Før det var han ansat i Danske Bank, men det blev altså forsikringsbranchen, som blev Jan Vest Jensens Karrierevej.

Efter fusionen med forsikringsselskabet Esbjerg Gensidige i 2001 fortsatte Jan Vest Jensen i det nye forsikringsselskab, Dansk Fiskefartøjsforsikring Gensidig Forening, der i 2009 ændrede navn til Dansk Fartøjsforsikring A/S. Her blev hans nye titel policechef. Gennem alle hans år i forsikringsbranchen har hans arbejdsopgaver omfattet besigtigelse af fiskefartøjer, som ønsker optagelse i forsikringen, behandling og taksering af havarier samt tilbudsgivning og behandling af policesager.

I dag er Jan ansat som chef surveyor i Fiskernes Forsikring – som er resultatet af en vellykket fusion mellem Dansk Fartøjsforsikring og Danske Fiskeres Forsikring.

Den store viden indenfor forsikring af fiskefartøjer, som Jan Vest Jensen besidder, har gennem alle årene bidraget til, at selskabet til stadighed har haft gode konkurrencedygtige forsikringsbetingelser, som opfylder de krav og ønsker, som fiskerne har haft til deres forsikring.    

Jan Vest Jensen er et kendt ansigt på havnene i det nordjyske, og han har været nem at spotte, når han er kommet kørende i firmabilen med de farverige logoer. Jan Vest Jensen har tit udtalt, at det altid har givet god reklame, og at det ofte afføder kontakter med fiskere, som lige skal have en snak om forsikring, når Jan Vest Jensen er i lokalområdet.

Jan er en vellidt og respekteret kollega, som igennem alle årene har haft fokus på den gode kundebetjening og en korrekt og præcis skadesbehandling. Vi er glade for, at Jan Vest Jensen ikke har planer om at gå på pension endnu. Lige som vi er glade for, at Jan Vest Jensen stadig vil arbejde for selskabet fra kontoret i Hirtshals.

Så hold øje med bilen ude på havnene eller kig ind på kontoret i Hirtshals, hvor Jan Vest Jensen altid modtager fiskerne med et smil på læben og tid til en god snak om fiskeriet og forsikring.

Flere Nyheder