”Mini-lufthavn” måske på vej til Thorsminde

Havvindemølleparker kan betyde arbejdspladser og aktivitet på havnen i Thorsminde
09 sep 2020

I Thorsminde arbejdedes der i øjeblikket på højtryk, for at få tilladelsen i hus til en helikopterlandingsplads på havnens arealer.

- Vi har været i dialog med Offshore branchen og herfra er der kommet ønsker om blandt andet en heliport, som kan anvendes, når etableringen af havvindmølleparken Thor går i gang. Det er ingen helt nem opgave at få en sådan tilladelse, så for ikke at komme for sent, er vi i gang med ansøgningsprocessen, som kan bane vejen for en heliport. Der vil jo blive tale om såvel hangar som tankanlæg til brændstof og bygninger til forskelligt grej, lyder det fra havnechef i Thorsminde Lisette Sønderby, som ikke lægger skjul på, at det ville være et stort plus for såvel havnen som byen, hvis der kunne komme Offshore aktiviteter på havnens arealer.

 

Arbejdspladser i sigte

- Vores rolle i forbindelse med etableringen af en heliport vil formentlig være at skaffe tilladelserne og dernæst at udleje arealerne til en operatør, som står for opførelsen af selve pladsen. Vi har omtrent 20.000 kvadratmeter helt sydligst på havnen og det vil være en yderst velegnet plads til en helikopter landingsplads – eller som nogen siger en ”mini lufthavn”, fortæller Lisette Sønderby.

Udover Thorsminde bejler også Thyborøn og Hvide Sande til havneaktiviteter i forbindelse med etablering af havvindmølleparken Thor.

- Thorsminde ligger blot 20 km fra Thor, medens Hvide Sande og Thyborøn ligger dobbelt så langt fra mølleparken. Ud over Thor-parken ligger Thorsminde også godt for mølleparkerne Vesterhav Syd og Vesterhav Nord, så med vores beliggenhed, har vi stort potentiale til at blive valgt som hjemsted for vedligeholdelsen, siger Lisette Sønderby.

 

Fiskeriet er udfordret

- I disse tider hvor fiskeriet er for nedadgående her i Thorsminde og fiskeflåden er kraftigt reduceret, ville det være dejligt, om vi kunne udnytte de ledige kajmeter til nye aktiviteter og her er OffShore fartøjer jo en oplagt mulighed. Vi gør i hvert fald hvad vi kan for at være på forkant med de muligheder, der er i horisonten, fastslår Lisette Sønderby, som ikke tør sætte tal på, hvor mange arbejdspladser der kan genereres på havnen og i byen generelt, hvis Thorsminde bliver den heldige vinder, når der skal udpeges et areal til en helikopter-landingsplads.

Ifølge planen skal Danmarks hidtil største havvindmøllepark Thor stå færdig ud for Thorsminde i 2027.

Læs mere om:

Flere Nyheder