Mole-strid i Søby

Kommunen vil afkorte molen pga. færgedrift, men det vil få konsekvenser for fiskeriet
af Line Dalgaard Jensen
12 Jun 2019

10 meter mole skaber store uenigheder i Søby Havn. På den ene side vil kommunen gerne afkorte midtermolen 10 meter for at sikre ordentlig færgedrift, men det kan få konsekvenser for fiskerihavnen, større skibe og last over kaj. 

Det skriver Fyns Amts Avis, efter Ærø Kommunes Økonomi- og erhvervsudvalg har drøftet sagen på et møde. 

Ønsket om at afkorte molen kommer efter el-færgen Ellen har fået vokseværk. Den er blevet større end beregnet, og når det blæser fra en bestemt retning, er hullet, den skal ind ad, for lille. Man frygter at skulle aflyse færgeafgange - men ifølge Søby Havn er det ikke grund nok til at ændre ved molen: 

-For det første vil det betyde, at der vil blive uro i vores inderhavn, hvor fiskerne holder til, og for det andet vil vi komme til at miste værdifuld kajplads, som vi i forvejen ikke har ret meget af, efter vi for nogle år siden afkortede østmolen for at lette indsejlingen for Fynshav-færgen, siger formand Peter Hansen.

Han ønsker at se tiden an, for forhåbentlig løser meget sig selv, når Ellen begynder at sejle, og havneudvidelsen forhåbentlig snart går i gang. Her handler det bl.a. om at udvide indsejlingen. 

Kommunen har selv igennem en årrække lobbyet hårdt for at få udvidet havnen, og fik ved finanslovsforhandlingerne sidste år tilsagn om 75 mio. kroner til at gennemføre udvidelsen.

Læs mere om:

Flere Nyheder