Ny chef for MSC i Danmark

MSC (Marine Stewardship Council) har ansat Ole Schmidt som leder for organisationens danske kontor
af René Dandanell
11 Apr 2019

Den danske del af MSC-organisationen har ansat en ny leder. Det er den 52-årige cand polit. Ole Schmidt. 

Ole Schmidt har erfaring både fra interesseorganisationer og centraladministrationen og har senest arbejdet som selvstændig rådgiver. Han har beskæftiget sig med emner som bæredygtighed, handelspolitik, internationale forhold, analyser, mærkning og erhvervspolitik, og bringer således en bred erfaring til organisationen.

Han fortæller om sin baggrund for at søge jobbet: 

- Jeg ser MSC som en utroligt spændende organisation, hvor vi skal arbejde på kryds og tværs af mange forskellige meninger og interesser. Der er heldigvis en bred opbakning til tanken om at gøre fiskeriet mere bæredygtigt, og MSC arbejder benhårdt på at øge både udbuddet og efterspørgslen efter bæredygtige fiskeriprodukter.

Og han er klar til at stille skrappe krav til fiskeriet og den efterfølgende kæde hen til forbrugerne, fortæller han. 

- Men det er vigtigt, at vi får markedet med, og derfor skal vi også hjælpe de virksomheder, der gerne vil, til at blive mere bæredygtige. Kravene må ikke blive så høje, at ingen virksomheder kan opfylde dem, eller ingen forbrugere har råd til at købe produkterne. At finde den balance kan give nogle spændinger, og det er en del af min nye opgave, at sikre at alle interessenter i Danmark bliver hørt i MSC, og at MSC’s position er klar for alle, siger Ole Schmidt.

Med ansættelsen af Ole Schmidt styrkes MSC i Danmark. Landekontoret København er dog stadig en del af MSC’s Baltiske Region og vil fortsat trække på bl.a. den fiskerimæssige ekspertise hos organisationen i Stockholm.

Læs mere om:

Flere Nyheder