Ny undersøgelse: Politikere skraber bunden

I en ny troværdighedsundersøgelse blandt 26 faggrupper ligger politikerne endnu en gang i bunden. Jordemødre i toppen for 3. år i træk
af Claus Kirkegaard
28 aug 2019

Stoler du på de nye fiskeriordførere? Eller politikere i det hele taget? Er du tryg ved at købe ny bil? Har du tillid til alt, hvad der står i aviser og medier?

Hvis ikke - ja så er du ikke alene. En ny troværdighedsundersøgelse - lavet af Radius CPH -  blandt 26 faggrupper placerer nemlig politikerne helt i bunden igen - med bilforhandlere og journalister på pladserne lige over!

Det er desuden værd at bemærke, at fiskere ikke har fundet vej til listen.

Politikerne oplevede ellers en kort opblomstring rent troværdighedsmæssigt under den seneste valgkamp forud for Folketingsvalget.

”Det øger blandt andet troværdigheden, når politikerne er i mere direkte kontakt med vælgerne, og når de rent faktisk taler politik frem for at tale taktik og foretage klare undvigemanøvrer i interviews,” skriver Nicolaj Taudorf Andersen fra Radius CPH i en pressemeddelelse.

Han skriver videre, at politikerne bør fastholde den nære kontakt med vælgerne, holde hvad de lover, tale et forståeligt sprog, og erkende, når de laver fejl. 

Listen toppes for 3. år i træk af jordemødre, mens sygeplejersker og læger kommer på de næste pladser.

Du kan se hele listen herunder.

 

 

 

Faggruppers troværdighed

  1. Jordemødre
  2. Sygeplejersker
  3. Læger
  4. Bibliotekarer
  5. Politibetjente
  6. Ingeniører
  7. Fysioterapeuter
  8. Soldater
  9. Præster
  10. Tandlæger
  11. Skolelærere
  12. Psykologer
  13. Hjemmehjælpere
  14. Pædagoger
  15. Revisorer
  16. Landmænd
  17. Buschauffører
  18. Advokater
  19. Håndværkere
  20. Socialrådgivere
  21. Embedsmænd
  22. Bankrådgivere
  23. Ejendomsmæglere
  24. Journalister
  25. Bilforhandlere
  26. Politikere

Kilde: Radius CPH med data fra Epinion’s Danmarkspanel. Undersøgelsen baserer sig på svar fra 1.973 repræsentativt udvalgte danskere.

 

Læs mere om:

Flere Nyheder