Nyt havnekontor i Thyborøn blev vist frem

Thyborøn Havn viste de nye, flotte lokaler frem ved et åbent hus fredag den 21. juni
af Claus Kirkegaard
24 jun 2019

Thyborøn Havns nye havnekontor blev fredag den 21. juni vist frem ved et åbent hus, og der var mange forbi for at se den nye, flotte bygning indefra.

Karl Kristian Bro, som er bestyrelsesformand for Thyborøn Havn, var naturligvis en glad og stolt mand på dagen for åbent hus, og han fortalte lidt om, hvordan det var kommet i stand med at få bygget det nye havnekontor.

- Det er 4-5 år siden, vi blev enige om, at der skulle gøres noget. Den gamle bygning trængte virkelig til, at der blev gjort noget. Den var utæt og utidssvarende. Men vi mente, det var for dyrt at betale 4 mio. kr. for at renovere den gamle bygning, og derfor valgte vi at bygge helt nyt, sagde Karl Kristian Bro.

Det nye havnekontor, som har stået færdig i et par måneder nu, fungerer til alles tilfredshed.

- Medarbejderne er glade og tilfredse med de nye, fantastiske omgivelser og forhold. Og så benytter medarbejderne på materielgården også kantinen her i huset. Og det har da meget at sige, at dem, der er her i huset, og dem, der går ude på pladsen er i tæt kontakt. Så det er vi utroligt glade for, fortalte Karl Kristian Bro.

Dagen igennem bød Thyborøn Havn på forfriskninger til de mange fremmødte, og der var god stemning - både blandt de besøgende og medarbejderne på kontoret.

Bestyrelsesformand Karl Kristian Bro, til venstre, og havnedirektør Jesper Holt Jensen, til højre, tog imod gæsterne til åbent hus. Foto: Claus Kirkegaard
Der var både vådt og tørt til de mange fremmødte til åbent hus på det nye havnekontor i Thyborøn. Foto: Claus Kirkegaard

Læs mere om:

Flere Nyheder