Svensk kapitalfond opkøber mere fisk

Kvalitetsfisk har igen været på opkøb. Denne gang i Sverige, hvor de overtager Fisk Idag
af Claus Kirkegaard
13 feb 2019

Den svenske kapitalfond Valedo har gennem selskabet Kvalitetsfisk over de seneste år opkøbt tre danske fiskevirksomheder – Copenhagen Seafood, FSG Food og Fiskerikajen.

Nu har Kvalitetsfisk så igen været på opkøb. Denne gang på den svenske side af grænsen, hvor man har indgået aftale om en overtagelse af den Göteborg-baserede virksomhed Fisk Idag. Dermed bliver Kvalitetsfisk Sveriges absolut største fiskegrossist med en forventet årlig omsætning på 1,2 mia. svenske kroner.

Den administrerende direktør og koncernchef for Kvalitetsfisk, Mikael Saleenstedt, siger i en pressemeddelelse:

– Denne udvidelse gør os til den ubetinget største grossist i Sverige inden for fisk og skaldyr, sushiprodukter samt forarbejdning og produktudvikling. Vi vil sammen skabe en innovationsafdeling for nye servicekoncepter og produkter til glæde for vores kunder og partnere.

Fisk Idag, med en årlig omsætning på 400 mio. svenske kroner, og Kvalitetsfisk, med en årlig omsætning på 300 mio. svenske kroner, er allerede i dag to af Sveriges førende fiskegrossister. Den resterende del af omsætningen forventes at komme fra de danske selskaber.

Opkøbet kan tidligst gennemføres i marts måned, da det er betinget af en godkendelse fra den svenske konkurrencestyrelse.

Flere Nyheder