Thyborøn Havn kom godt ud af 2019

På trods af udfordringer i fiskeriet blev 2019 det næstbedste år for Thyborøn Havn hvad angår landingsværdi af fisken
af Claus Kirkegaard
28 jan 2020

Dansk fiskeri blev i 2019 ramt af flere udfordringer, og det betød, at mængden af fisk landet til auktionen og til fiskemels- og oliefabrikken Triple Nine A/S i Thyborøn ikke helt kunne leve op til rekordomsætningen i 2018. Til gengæld var priserne på både konsumfisk og industrifisk høje gennem hele 2019, og det pyntede godt på det økonomiske resultat.

Mange hollandske og belgiske fartøjer, der gennem hele året fiskede med udgangspunkt i Thyborøn bidrog også væsentligt til, at 2019 blev et godt år for Thyborøn Havn.

- Det er en rigtig god fornemmelse som havn at komme ud af et turbulent år som 2019 og opleve, at landingsværdien i Thyborøn faktisk kun er overgået af værdien i 2018, som var vores absolutte rekordår. Det cementerer Thyborøn Havn som en af landets største og vigtigste fiskerihavne og viser, at vores satsning på fiskeriet og investering i gode faciliteter hertil er rigtig, lyder det i en pressemeddelelse fra direktøren for Thyborøn Havn, Jesper Holt Jensen.

I 2019 blev der landet 249.000 ton fisk til en værdi af 917 mio. kr. Det er det næstbedste år, målt på værdi, af fisk landet i Thyborøn i hele havnens historie.

Alle tre områder indenfor fiskeriet bidrog til det gode resultat for havnen i 2019.

- De landede mængder til TripleNine A/S og fiskeauktionen var mindre i 2019 end året før, men de betydeligt flere udenlandske fartøjer, der landede deres fangster i transit, kompenserede for nedgangen i de andre fiskerier, siger Jesper Holt Jensen.  

De tre vigtige områder inden for fiskeri i Thyborøn Havn er konsumfisk, industrifisk samt transitfiskeri fra de hollandske og belgiske fiskere.

Læs mere om:

Flere Nyheder