Asbjørn losser sild over tre dage

FISKERI HER & NU I løbet af denne uge har HG 265 Asbjørn brugt tre dage i havn i gang med at lande sild fra Nordsøen. Det handler om at få prod
28 Nov 2015

FISKERI HER & NU

I løbet af denne uge har HG 265 Asbjørn brugt tre dage i havn i gang med at lande sild fra Nordsøen. Det handler om at få produktionen i land til at følge med.

- Vi havde 960 tons med, fortæller Fridi Magnusen.

Losningen denne gang kom til at vare tre dage. Den første dag, tirsdag, tog fabrikken en mindre mængde, og derfor blev lasten fra HG 265 blot et supplement til to andre fartøjer, der landede sild samme dag.

- Så de fortsatte bare produktionen, så de havde en dagsproduktion. Normalt kan de tage en 50-55 tons i timen. Normalt vil sådan en rejse blive losset over to dage, men da vi får en halv tirsdag får vi også en halv torsdag, siger Fridi Magnusen.

Det har ingen betydning, at silden – i efterårsmånederne – ligger en nat over på skibet.

- Bare de er friske, når de kommer ind, siger skipperen, der må indstille sig på, at det er fabrikken, der bestemmer, hvornår der kan landes. Fartøjet indgår nemlig i en plan for, hvilken dag der skal losses.

De sidste fire-fem rejser har været skiftevis sild og makrel.

- Vi lavede først to makrel-rejser, så én sild i nordatlanten, så en makrel igen i Nordsøen, og så har vi taget sildene, siger skipperen.

Langt det meste af sildefiskeriet er taget i september. Der er stadig en lille mængde tilbage i Nordsøen, men den overføres formentlig til næste års kvote som flex.

Fridi Magnusen fortæller, at de skal på en sidste tur efter sild i Skagerrak.

- Vi skal ud og kigge, om der er dukket nogle sild op i Skagerrak. Det vil vi nok bruge en dag eller to på. Skulle det lykkes, så lander vi dem, og går på brisling bagefter, siger Fridi Magnusen.

Han håber på, at der kan findes 400 tons sild i Skagerrak.

- Hvis det går godt skal vi bruge en dags tid på det, fortæller han.

Efter den rejse skal der fiskes efter brisling, da kvoteforhøjelsen har givet nogle ekstra tons. Derfor fiskes der helt op til jul, så HG 265 kan komme på værft den 19. december.

 

Flere Nyheder