Borgmestre vil have møde med Eva Kjer Hansen

Fire borgmestre fra Fyn og Det Sydfynske Øhav beder nu miljø- og fiskeriminister Eva Kjer Hansen om et møde for i fællesskab at finde frem til en løsn
27 Oct 2015

Fire borgmestre fra Fyn og Det Sydfynske Øhav beder nu miljø- og fiskeriminister Eva Kjer Hansen om et møde for i fællesskab at finde frem til en løsning for de problemer, som fiskerne nu står over for i forlængelse af vedtagelsen af fiskekvoterne for 2016 i Østersøen.

Borgmestrene henvendte sig til ministeren allerede inden Ministerrådsmødet i sidste uge for at udtrykke deres bekymring, og nu har de igen følt sig foranlediget til at kontakte ministeren. Det sker ikke mindst – som de skriver – fordi fiskerne lokalt ”efterhånden er desperate og overvejer helt at opgive deres erhverv”.

- Vi er fuldt ud klar over, at det er nødvendigt at beskytte torskebestandene, men vi som borgmestre er også nødt til at gøre opmærksom på, at fiskerne også har brug for at blive beskyttet, fremgår det af brevet.

Borgmestrene understreger, at det haster med at finde en brugbar løsning for fiskerne, og at de derfor er klar til så hurtigt som muligt at tage et møde med ministeren.

- Vi mener, at vi sammen er nødt til at finde en vej frem, så fiskerne kan blive i deres erhverv – så vores kommuner rundt om Østersøen fortsat kan have et aktivt fiskeri, der bidrager til samfundsøkonomien lokalt, skriver borgmestrene.

De fire borgmestre repræsenterer følgende kommuner: Ærø Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, Kerteminde Kommune og Langeland Kommune.

Flere Nyheder