Bornholmske fiskere må hente indtægt langt hjemmefra

[caption id="attachment_7197" align="aligncenter" width="620"] R 152 Ditte Mads forlader torsken og hjemmehavnen i Nexø de næste måneder for at fange
28 May 2016

[caption id="attachment_7197" align="aligncenter" width="620"]R 152 Nexø juni 2012 (15) R 152 Ditte Mads forlader torsken og hjemmehavnen i Nexø de næste måneder for at fange jomfruhummer i Kattegat[/caption]

At torsken er ubetinget den økonomisk vigtigste art for fiskeriet på Bornholm kommer nok ikke som en overraskelse for de fleste med kendskab til Bornholm og fiskeri. Mere overraskende er nok, at Jomfruhummer er ved at sætte sig solidt på andenpladsen. Ikke mindst når man tænker på, at jomfruhummeren ikke fiskes i Østersøen rundt om Bornholm. De bornholmske fiskere fanger derimod deres jomfruhummer langt hjemmefra i Kattegat. Og det er faktisk torsken, der har tvunget dem til at drage op i Kattegat for at fiske i sommermånederne. Faldene torskekvoter, et eskalerende problem med sæler og lave priser på torsken fra Østersøen omkring Bornholm har de senere år truet de Bornholmske fiskere på deres levebrød, og har simpelthen gjort det nødvendigt for mange af dem at finde et alternativ for at overleve økonomisk.

Nødvendigt
Alternativet er at forlade familien på Bornholm i en periode for at fiske jomfruhummer i Kattegat.

- Det er nødvendigt for at få det til at hænge sammen økonomisk. Det er svært at leve af at fange torsk, når du kun får omkring en femmer kiloet, som vi får lige i øjeblikket fortæller Steffen Larsen, der er skipper på R 152 Ditte Mads. Sidste år valgte han for at styrke økonomien i fiskeriet at rigge om til jomfruhummerfiskeri og brugte Anholt som base for fiskeriet.

- Det er ikke noget stort besvær at rigge om til jomfruhummer, og jeg købte et brugt trawl, så jeg kom rimeligt ind i det, siger Steffen Larsen, der lige nu er ved at rigge om til dette år jomfruhummerfiskeri.

- Jeg kom nok lidt for sent af sted sidste år, så jeg tager af sted en måned tidligere i år. Jeg venter bare på at det bliver fuldmåne, som er godt for fiskeriet, siger Steffen Larsen. Da han sidste år gik i gang med fiskeriet var det uden forudgående erfaring med jomfruhummer.

- Det gik lidt langsomt i starten. Når man ikke har erfaring med fiskeriet, er der selvfølgelig lidt lærepenge, der skal betales, men det gik hurtigt fremad, siger Steffen Larsen, der er ene mand ombord på R 152 Ditte Mads . Når han om kort tid sejler op i Kattegat, bliver fartøjet hans hjem i lange perioder. Det betyder en række afsavn, men det lever Steffen Larsen med.

- Du er selvfølgelig meget hjemmefra, og jeg var nok ikke taget afsted, hvis fiskeriet derhjemme var mere rentabelt, men jomfruhummerfiskeriet er et interessant fiskeri, og det hjælper på økonomien, siger Steffen Larsen, der også glæder sig over, at der ikke er så meget arbejde med jomfruhummerne, som der er med torskene. Da han ikke har rettigheder i Kattegat, lejer han jomfruhummerne og må søge om dage til fiskeriet i NaturErhvervstyrelsen.

- Jeg kan søge om 15 dage ad gangen, og sidste år havde jeg 60 dage, fortæller Steffen Larsen, der altså stadig er på Bornholm, men som forventer at sejle til Kattegat om kort tid.

Læsø
Der er dog allerede bonholmske fiskere, der er gået i gang med fiskeriet efter jomfruhummer.

- Jeg er sejlet op til Læsø, så jeg er kommet langt hjemme fra, siger Claus Stenmann Hansen, der er skipper på R 200 Cometen. Egentlig var det planen at han, som det var tilfældet sidste år, ville bruge Anholt som base, men fiskeriet i den sydligere del af Kattegat har svigtet lidt indtil videre.

- Det er måske en lille måned for tidligt for det var noget trægt ved Anholt. Derfor er jeg taget herop. Det har dog ikke været det helt vilde med en 40 til 50 kilo jomfruhummer om dagen. Jeg fisker fra fra solnedgang til solopgang, men det er jo et nyt sted i forhold til sidste år, så man skal lige lære det at kende. Det er hele tiden en læreproces, når man ikke har fisket jomfruhummer tidligere, konstaterer Claus Stenmann Hansen, der helst ville have fisket ved Anholt, som han gjorde sidste år.

- Så var det noget nemmere at komme hjem. Man kan have bilen stående i Gilleleje, og så er det overkommeligt med tre timer hjem til Bornholm, f.eks hvis der kommer nogle dage med dårligt vejr. Det er noget vanskeligere, hvis man skal være på Læsø, siger Claus Stenmann Hansen, der forventer at R 200 Cometen skal være hans hjem den næste måneds tid, inden det bliver tid til tur hjem til Bornholm.

- Det er selvfølgelig et afsavn at være væk for familien, men det glæder mig at mine piger og min kone samtidig har arbejde i turistsæsonen på Bornholm, siger Claus Stenmann Hansen, der ikke lægger skjul på, at økonomien har tvunget har hjemmefra.

- Med vilkårene for torskefiskeriet er der ikke andre muligheder. Det er uden jomfruhummerfiskeriet ikke muligt at skabe et overskud, fastslår Claus Stenmann Hansen.

Det er planen, at R 200 Cometen skal fiskejomfruhummer frem til september oktober.

Flere Nyheder