Brislingekvote er øget med 30.000 tons

  NaturErhvervstyrelsen har netop meddelt, at brislingekvoten i Nordsøen bliver øget med 30.000 tons her og nu. Der er tale om en såkaldt over
07 Sep 2015

 

NaturErhvervstyrelsen har netop meddelt, at brislingekvoten i Nordsøen bliver øget med 30.000 tons her og nu. Der er tale om en såkaldt overbooking af kvoten baseret på en positiv rådgivning fra ICES, der formentlig vil munde ud i en egentlig opjustering af den nuværende kvote.

- Den hjælper os i perioden indtil EU-Kommissionen melder noget ud. Overbookingen betyder, at vi kan komme i gang med fiskeriet tidligere, og vi ikke skal vente på EU, siger Ole Lundberg Larsen, kontorchef i Danmarks Fiskeriforening PO.

Han peger på, at forslaget om at overbooke brislingekvoten har været fremme på et erhvervsfiskeriudvalgsmøde, hvor DFPO bad styrelsen om at arbejde på det. Derfor er det også ekstra glædeligt, at det lykkes.

- Det er faktisk lykkes at få forslaget på plads, siger Ole Lundberg Larsen.

Brislingerne i Nordsøen er en vigtig art for industrifiskeriet i Danmark. Danmark har cirka 91 procent af den samlede TAC i EU, og der er dermed mange millioner af kroner i sigte for dansk fiskeri. Den nuværende kvote er på 227.000 tons, og ICES anbefaler for kvoteåret 2015/16 en kvote på 506.000 tons.

Flere Nyheder