COOP overlader forretning til minister

Mens fødevareminister Dan Jørgensen kritiserer detailhandlen for bl.a. ikke at gøre nok for at fremme salget af økologiske fødevarer, så mener detailh
16 Mar 2015

Mens fødevareminister Dan Jørgensen kritiserer detailhandlen for bl.a. ikke at gøre nok for at fremme salget af økologiske fødevarer, så mener detailhandlen på sin side, at det er ministeren og regeringen, der ikke gør nok for, at detailhandlen kan komme til at afsætte flere økologisk varer.

Og nu gør COOP – der blandt andet står bag SuperBrugsen og Kvickly – noget ved det. I en hel måned fra den 21. marts får fødevareminister Dan Jørgensen nemlig ansvaret for et supermarked i Hjallese på Fyn.

- Jeg synes, at han er for optaget af, hvad vi skal gøre og for lidt af, hvad han – og de øvrige politikere – selv kan gøre, forklarer den administrerende direktør i COOP, Peter Høgsted, om det usædvanlige tiltag.

Han har sammen med den øvrige detailhandel i Danmark kritiseret Dan Jørgensen for, at han ikke bakker op om differentieret moms og at fjerne afgifter på de sunde madvarer for på den måde at fremme salget af sunde fødevarer.

I det hele taget mangler ministeren og hans politikerkollegaer indsigt i hverdagen i dagligvarebutikker, lyder det fra COOP-direktøren.

- Derfor udfordrer jeg ham: Kan han fremme sine mærkesager uden at tabe kunder, salg og indtjening, tilbyder jeg, at lave et måltid for ham af de bedste råvarer. Hvis ikke må han gøre det for mig, siger Peter Høgsted.

Ministeren får overdraget nøglerne til SuperBrugsen Hjallese den 21. marts. Og han skal efter planen aflevere dem igen den 18. april.

 

Flere Nyheder