[]
Fiskeri Tidende har talt med skipper Rudi Michelsen om bord på RI 527 Vibeke Bram, som ligger i Nordsøen og fisker efter rødspætter og blandet konsum. Det er en lidt slukøret skipper, der beretter om fiskeriet de seneste tre dage.
- Det har været nogle dårlige dage. Det dårlige vejr har selvfølgelig en stor del af skylden for det. Og vi ved jo godt, at når det er dårligt vejr, giver det dårligt fiskeri. På en god dag kan vi hive mellem fem og syv tons – på de seneste tre dage har vi fået 2.800 kilo om bord, så det har ikke været for godt. Det er lidt et spil i lotteriet, men hvis vi ikke ligger herude, så fanger vi slet ikke noget, siger skipper Rudi Michelsen.
Besætningen, som består af tre mand plus en lærling, forventer at sejle ind til Thyborøn i aften, men kun for at losse.
- Vi skal ind og losse den fisk, vi trods alt har fanget, men så sejler vi igen med det samme. De har lovet godt vejr i morgen, så det skal vi være klar til. På den her tid af året har vi to eller tre træk om dagen. Når det er mørkt, kan det ikke betale sig at fiske, og med tre træk, som tager fire timer hver, så vil det være mørkt i begge ender, siger Rudi Michelsen.
Skipper håber på bedre vejr de næste dage, men også på lidt bedre priser, nu hvor der ikke er så mange fisk
- De har som sagt lovet godt vejr i morgen, og så må vi se med weekenden. Heldigvis har vi et fartøj, som kan komme ud i det meste vejr, så på den led er der ikke noget i vejen for at sejle ud. Og så håber vi da også, at priserne er blevet lidt højere nu, hvor der ikke er så mange fisk, der bliver landet, siger Rudi Michelsen.