Dana er taget på togt i Østersøen

Onsdag i denne uge var der afgang for forskningsskibet Dana fra København med retning mod Østersøen. De kommende to uger skal forskerne om bord på Dan
17 Sep 2015

Onsdag i denne uge var der afgang for forskningsskibet Dana fra København med retning mod Østersøen. De kommende to uger skal forskerne om bord på Dana forsøge at blive klogere på, om den markante indstrømning af iltrigt vand fra Nordsøen i december har haft en gavnlig effekt for torsken.

Torsken i Østersøen gyder netop nu, og forskerne vil have fokus på, om flere torskeæg og larver formår at overleve på grund af det iltrige vand, der strømmede ind i Østersøen kort før årsskiftet. Ifølge DTU Aqua var der i 80’erne hyppigt iltindstrømninger i Østersøen, men der har været en pause i indstrømningerne de seneste mange år.

- De seneste år har der kun været ilt og salt nok i vandet til at torsken har kunnet gyde med succes i et af de tre gydeområder i Østersøen, nemlig i Bornholm Bassinet.  Torskens æg synker ned gennem vandet til de når en saltholdighed, hvor de flyder. Men er der ingen ilt her, så dør de, fortæller togtleder Bastian Huwer til DTU Aqua’s hjemmeside.

Han mener, at indstrømningen af ilt fra Nordsøen kan have skabt bedre overlevelsesforhold længere mod øst end Bornholm Bassinet. Her har torsken haft svært ved at gyde de seneste år.

- Om det så også vil føre til en sundere og større bestand i de næste år er der imidlertid ingen garanti for, da det også afhænger af mange andre ting, f.eks. af hvorvidt æg og larver bliver spist eller af om der er mad nok til torskelarverne, siger Bastian Huwer.

Forskerne om bord på Dana vil bruge de kommende uger til at kortlægge interaktionen mellem en række af de vigtige arter i økosystemet. Samtidig vil forskerne bruge togtet til at få ny viden om gydeperioden for torsken i Østersøen, der er kendetegnet ved at vare fra det tidlige forår til det sene efterår.

Dana vil desuden undersøge udbredelsen af den såkaldte dræbergople, Mnemiopsis leidyi, der er en invasiv art som kom til Nordeuropa i 2005. Den har dog været fraværende i Østersøen i de senere år, indtil den dukkede op igen i efteråret 2014.

Flere Nyheder