[]
NaturErhvervstyrelsen i Danmark har indgået en ny aftale med Norge om fælles kontrol i Skagerrak og Nordsøen. Aftalen er en videreudvikling af en aftale fra 1996, som er blevet ændret undervejs.
I aftalen åbnes der op for en styrkelse af kontrollen på tværs af grænserne. Det primære mål er at afdække og forebygge illegalt fiskeri. Aftalen har ifølge det norske Fiskeridirektoratet over årene udviklet sig fra at have fokus på fartøjer i hverandres farvand til at have fokus på tredjelandsfartøjer til nu også at omfatte fællesnationale perspektiver.
I aftalen, der er på 4 sider, og fornylig blev underskrevet af Liv Holmefjord, direktør i Fiskeridirektoratet, og Anders Munk Jensen, direktør i NaturErhvervstyrelsen, indgår blandt andet, at parterne vil kunne udveksle informationer omkring fartøjer og fiskerier. Derudover er parterne også enige om, at udveksle VMS-data i Skagerrak samt den nordlige og vestlige del af Nordsøen. I aftalen nævnes også, at der udveksles informatoner på grundlag af systemet Electronic Reporting System, ERS.
Aftalen mellem Norge og Danmark er en af 17 aftaler omkring kontrol, som Norge har indgået med forskellige lande.