De har stjålet 30 procent af årsomsætningen

[caption id="attachment_13128" align="aligncenter" width="585"] KR 164 Taja[/caption] Lige inden lukkeperioden i den vestlige Østersø trådte i kraf
09 Apr 2016

[caption id="attachment_13128" align="aligncenter" width="585"]KR 156 Taja KR 164 Taja[/caption]

Lige inden lukkeperioden i den vestlige Østersø trådte i kraft den 15. februar, talte Fiskeri Tidende med skipper Jan Rasmussen fra Agersø. Dengang var det en rasende fisker, der udtalte sig, og harmen har ikke lagt sig, selv om fiskeriet igen er åbnet for områderne 22, 23 og 24 i den vestlige Østersø.

- Ja, vi har været på havet, men der er jo ingen fisk. Det vidste vi også godt på forhånd. Fisken svømmer væk i den her periode, naturen kan man ikke bare lave om på. Men de kan godt lukke for fiskeriet i den bedste periode på året. I område 22, hvor vi har kvote, har det altid været sådan, at vi henter omkring 60 procent af årsomsætningen i årets første tre måneder. Med et snuptag stjæler de så 30 procent af vores årsomsætning, uden vi kan få den mindste hjælp økonomisk. Ingen støtte overhovedet – det fik de tyske fiskere da, fortæller en undrende og stadig harm Jan Rasmussen til Fiskeri Tidende.

At der er fisk i området i den gode periode, er Jan Rasmussen overbevist om, og han argumenterer for sin sag.

- 80 procent af vores fiskeri er efter torsk. Vi fangede hele vores årskvote i januar måned. Det taler da sit tydelige sprog – så er der da fisk nok derude, siger Jan Rasmussen.

Normalt er de et fast makkerpar om bord på KR 164 Taja, men i øjeblikket har skipper en vikar med ude, da den faste makker er sygemeldt.

- Han er simpelthen gået ned med stress. Det forstår jeg godt, for det er frustrerende at gå og tænke på økonomi hele tiden. Kan man få det til at løbe rundt? Tænk på, hvis de tog 30 procent af din årsløn, hvordan ville du så have det? Det er stress på stress på stress, og så er det da kun et spørgsmål om tid, før man har fået nok og må sygemelde sig, siger Jan Rasmussen.

 

 

Flere Nyheder