Det er altså sjovt at få lidt for fisken

R 194 Andrea er på vej til Gilleleje efter en omgang med nattefiskeri, da Fiskeri Tidende fanger skipper Thomas Thomsen til en snak om, hvordan det gå
04 okt 2015

R 194 Andrea er på vej til Gilleleje efter en omgang med nattefiskeri, da Fiskeri Tidende fanger skipper Thomas Thomsen til en snak om, hvordan det går med fiskeriet i øjeblikket.

- Efter tre døgn er vi på vej til Gilleleje nu med omkring 600 kilo jomfruhummer. Vi har været oppe syd for Anholt, hvor vi har fisket om natten. Vi lander fisken i Gilleleje, men det hele går til Læsø Fiskeindustri, som vi har en mundtlig aftale med. De kommer med lastbil og henter vores jomfruhummer og kører dem til Læsø Fiskeindustri. Det er en god aftale, og vi føler os godt behandlet, og priserne har egentlig været ok i år, fortæller skipper Thomas Thomsen til Fiskeri Tidende.

R 194 Andrea og den tre mand store besætning regner med, at der er en tur endnu i Kattegat, inden turen går tilbage til Bornholm, hvor de har en aftale.

- Vi skal til syn med fartøjet den 13. oktober, så vi kan nok lige nå en tur mere. Og så er der også en messe i Aalborg, som vi gerne skulle forbi, siger Thomas Thomsen.

De seneste måneder har besætningen kørt på i fiskeriet – netop fordi de har haft datoen for syn for øje.

- Vi har kørt hårdt på, men det har været godt. Da vi fiskede jomfruhummer i Skagerrak, landede vi fisken i Hirtshals og Skagen. Vi fik også nogle fisk med i trawlet, og det er altså sjovt at lande fisk i Nordjylland, hvor priserne er noget højere end på Bornholm. Det er altså sjovt at få lidt for fisken, siger Thomas Thomsen.

Når synet er overstået, er det meningen, at de skal i Østersøen igen.

- Nu holder vi lidt ferie, mens fartøjet bliver synet. Så skal vi i gang med torsk i østlige Østersø igen. Vi har da lidt kvote endnu, og ellers må vi ud og leje. For der skal nytårstorsk på bordet igen i år, siger Thomas Thomsen.

Flere Nyheder