Det er en katastrofe for fiskerne

I dag stadfæstede Højesteret en tidligere dom fra Østre landsret, så tre fiskere er fundet skyldige i at have fisket ulovligt i  2010 i et  område i K
05 Apr 2016

I dag stadfæstede Højesteret en tidligere dom fra Østre landsret, så tre fiskere er fundet skyldige i at have fisket ulovligt i  2010 i et  område i Kattegat, som Sverige og Danmark har lukket for fiskeri. Jan Nordahl Petersen, formand for Gilleleje Fiskeriforening, er stærkt utilfreds med afgørelsen i Højesteret i dag, Han frygter, at det vil få alvorlige konsekvenser for havnens 25 erhvervsfiskere.

- Det er en katastrofe for fiskerne, da området har stor betydning, siger han.

Det har været forbudt at fiske i området siden 2009, og retssagen har været undervejs siden 2010, hvor de berørte fiskere ikke har vidst. om de var købt eller solgt. Nu er der med dommen i dag sat punktum for at fiske i det lukkede område, og det kommer til at koste for fiskerne

- Vi er nogle, der har troet på et positivt udfald, og vi har ikke gemt penge til sanktioner og bøder, siger Jan Nordahl Petersen.

Fiskere fra andre lande f.eks Tyskland må gerne fiske i det lukkede område ifølge EU-lovgivning, men det må svenske og danske fiskere ikke, og derfor stiller fiskerne spørgsmålstegn ved den danske lovgivning.

- Hvorfor må tyskerne fiske der, mens vi ikke må?, spørger Jan Nordahl Petersen

Dagens afgørelse i Højesteret fastslår, at hvis Danmark laver sin egen selvstændige lovgivning om et forbud for danske fiskere mod at fiske i et udenlandsk område, så gælder de danske regler, og altså ikke kun EU-lovgivningen på området.

 

Flere Nyheder