DPPO er utilfreds med ny makrelaftale

Det er lykkedes for Kyststaterne at indgå en ny aftale for makrelfiskeriet i 2016, men Danmarks Pelagiske PO er langt fra tilfreds med aftalen – ikke
30 Oct 2015

Det er lykkedes for Kyststaterne at indgå en ny aftale for makrelfiskeriet i 2016, men Danmarks Pelagiske PO er langt fra tilfreds med aftalen – ikke mindst i lyset af, at kvoten bliver beskåret, selv om makrelbestanden er voksende.

- Vi er selvfølgelig ikke tilfredse med, at kvoten reduceres igen, fordi det ikke er den oplevelse, som vi eller andre har af makrelbestanden, lyder det fra direktør for Danmarks Pelagiske PO, Esben Sverdrup-Jensen.

Han mener dog, at den rette ”synder” ikke er Kyststaterne, men i stedet ICES – Det Internationale Havundersøgelsesråd. Ifølge Esben Sverdrup-Jensen har de leveret en videnskabelig rådgivning for makrelbestandene, som han betegner som både ”svag” og ”usikker”.

Ros til Kyststaterne

På den baggrund roser han faktisk Kyststaterne for at være ansvarlige i deres aftale om kvoter for 2016. Ganske enkelt fordi Kyststaterne i deres aftale ”tager stilling til den usikkerhed, der er forbundet med rådgivningen, og de svagheder der er i den”.

- Kyststaterne lytter i stedet til, hvad erhvervet og de mennesker, der rent faktisk færdes ude i virkeligheden, siger i den her sammenhæng, slår han således fast.

Dermed henviser han til, at ICES rådgivning for 2016 lyder på en fangst på makimalt 667.385 tons, mens Kyststaterne er enedes om en samlet kvote på 895.900 tons. For 2015 er TAC for makrel fastsat til 1.054.000 tons, så reduktionen bliver på 15 procent, hvis man sammenligner 2015 med aftalen for 2016.

Læs mere i Fiskeri Tidende der udkommer lørdag den 31. oktober.

Flere Nyheder