En rigtig fin fangstrejse

Det er en fornøjet skipper og partsejer af L 654 Pia Glanz, Lennart Glanz Christensen, som Fiskeri Tidende fanger til en snak om, hvordan fiskeriet fo
af Claus Kirkegaard
26 Sep 2016

l-654-img_7851Det er en fornøjet skipper og partsejer af L 654 Pia Glanz, Lennart Glanz Christensen, som Fiskeri Tidende fanger til en snak om, hvordan fiskeriet forløber i øjeblikket.

- Vi kom ind i nat kl. 01, efter en uge i norsk område i Nordsøen efter torsk og kulmule. Og det har været en god rejse. Der har været både gode dag og dårlige dage, men sammenlagt har det været en rigtig fin fangstrejse, hvor vi fik fartøjet fyldt godt op, siger Lennart Glanz Christensen, som heller ikke kan klage over afregningspriserne.

- Det er i hvert fald nogle gode priser, vi har fået her i dag. Så det kan næsten ikke blive bedre. Helt generelt har det været godt fiskeri i år med høje priser og lave oliepriser, så vi klager ikke, siger Lennart Glanz Christensen.

Lasten var godt fyldt op med både kulmule og torsk, da fartøjet anløb Thyborøn Havn natten til torsdag.

- Der er mange kulmuler i norsk område, men der er begrænsninger på, hvor mange vi må fange, så derfor har vi også fisket efter torsk, så vi kunne få mest ud af det, fortæller Lennart Glanz Christensen, som bliver hjemme denne uge. Han har nemlig frirejse denne uge, mens der kommer en ny skipper på, som gør klar til at sejle i engelsk farvand.

- Vi er fem mand om bord, inklusiv en lærling, og så skifter vi to eller tre mand ud hver gang. Den nye besætning skal i engelsk farvand efter kulmule på denne tur. Derovre må man fange så mange kulmuler man vil, så længe man har kvote på dem selvfølgelig. Og med de gode priser på kulmule i øjeblikket, så er det dem, vi går efter lige nu, siger Lennart Glanz Christensen.

Han er partsejer af fartøjet L 654 Pia Glanz sammen med sin far John Christensen. Derudover er det også meningen, at Lennarts fætter skal købe sig ind i fartøjet.

Flere Nyheder