En uge i Skagerrak efter rejer 

S 386 Casilo Trawleren S 386 Casilo er netop ankommet til Skagen Havn, da Fiskeri Tidende får en snak med skipper og ejer Henrik Verner Terpet om, hvo
03 Jul 2017

S 386 Casilo Trawleren S 386 Casilo er netop ankommet til Skagen Havn, da Fiskeri Tidende får en snak med skipper og ejer Henrik Verner Terpet om, hvordan det går med fiskeriet i øjeblikket. Og selv om han ikke har været med på den netop overståede tur, fortæller han gerne om, hvordan det går for fartøjet og besætningen.

- De har været en uge oppe i Skagerrak efter rejer. De store bliver søkogt om bord, og de små afsætter vi rå til Launis efter en fast aftale. Det er rejer, vi fisker efter hele året, og det går da an. Det er stille og roligt – det kunne have været bedre, og det kunne have været værre, siger Henrik Verner Terpet.

Prisen på rejerne svinger meget, især for de søkogte.

- De rå rejer, som vi afsætter til Launis ligger mellem 16 og 18 kroner kiloet. Men de store søkogte har nogle voldsomme udsving. De koster fra mellem 70 kroner kiloet helt op til 170-190 kroner kiloet, siger Henrik Verner Terpet, som kan se langt de fleste rejer ryge udenlands.

- Det er ganske lidt af de søkogte rejer, der bliver solgt herhjemme. Svenskerne tager stort set det hele – jeg vil tro, det er 99 procent, der ryger til Sverige. Der er tradition for at spise rejer i Sverige, og de vil gerne betale for dem, siger Henrik Verner Terpet.

Fartøjet har to besætninger med tre mand, der er ude 14 dage og hjemme 14 dage. I øjeblikket er Henrik Verner Terpet dog ikke en del af rotationen.

- Jeg har ikke været på havet de seneste tre uger. Jeg går i øjeblikket og venter på mit nye fartøj. Det er også derfor, jeg er i Hvide Sande i øjeblikket. Der går vel fire eller fem måneder, før det er klar til levering. Den har I skrevet om i Fiskeri Tidende, og det er selvfølgelig noget, jeg går og glæder mig meget til at få leveret, siger Henrik Verner Terpet.

Flere Nyheder