Erhvervsfiskeres identitet misbruges af tyve

Fiskerikontrollen oplever i stigende grad et nyt fænomen, hvor de finder fiskeredskaber, som har angivelse af at tilhøre en erhvervsfiskere, men reelt
29 Mar 2015

Fiskerikontrollen oplever i stigende grad et nyt fænomen, hvor de finder fiskeredskaber, som har angivelse af at tilhøre en erhvervsfiskere, men reelt er sat ud af tyve. Tyvene stjæler med andre ord fiskeredskaber fra erhvervsfiskere og bruger dem under ”falsk identitet”.

Senest har folk fra Fiskeriinspektorat Øst i denne uge været en tur i Svendborg Sund, hvor man fandt ruser på en position tæt under land ud for Bækkehave Fyr. Ud fra identitetsmærkerne kunne kontrollørerne se, at de tilhørte en erhvervsfisker.

- Fiskerimærket så helt tilforladelig ud, med de sædvanlige informationer om navn, adresse, fartøj og fiskerinummer, fortæller vicefiskeriinspektør Claus Wille fra Fiskeriinspektorat Øst.

Efterfølgende tager man kontakt til den erhvervsfisker, der har sine oplysninger på ruserne. Han fortæller, at han slet ikke fisker i øjeblikket. Han kan dog huske, at han i 2014 har fået stjålet omkring 50 ruser fra sin jolle, og at det måske er nogle af dem – med de oprindelige identifikationsmærker på – der er blevet brugt.

- Sagen bekræfter en udvikling vi allerede så starten af sidste år, nemlig at tyvfiskere er blevet mere udspekuleret, og nu prøver at dække deres ulovlige aktiviteter ind under erhvervsfiskeriet, fortæller vicefiskeriinspektør Claus Wille.

Flere Nyheder