Eva Kjer Hansen er tilfreds med aftale for 2016

Den danske miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen, erklærer sig tilfreds med udfaldet af forhandlingene i Bruxelles om fiskekvoter i Nordsøen, Sk
16 Dec 2015

Den danske miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen, erklærer sig tilfreds med udfaldet af forhandlingene i Bruxelles om fiskekvoter i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat for 2016. Forhandlingerne faldt på plads natten mellem tirsdag og onsdag, da Ministerrådet efter to dages forhandlinger nåede til enighed om kvoterne for næste år.

- Vi har fra dansk side fået en række vigtige punkter igennem i forhandlingerne, som sikrer et resultat, som er både økonomisk og biologisk bæredygtigt. En række vigtige kvoter kommer til at stige i 2016 til gavn for indtjeningen i dansk fiskeri. Samlet set er jeg derfor godt tilfreds med det resultat, jeg kommer hjem med fra Bruxelles, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen i en pressemeddelelse.

Danske fiskere er tilfredse med kvoteaftale

På forhånd havde Eva Kjer Hansen særlig fokus på at få forhøjet torskekvoten i Kattegat - og det kom den danske minister igennem med over for sine kollegaer i Ministerrådet. Kvoten - der kun må fanges som bifangst - er forhøjet fra 100 tons i 2015 til 370 tons i det kommende år.

- Det er lykkedes at finde opbakning til en god og balanceret løsning for torsken i Kattegat. Vi skal fortsætte den positive tendens, som torsken i Kattegat udviser, uden at smide gode spisefisk over rælingen, der kan sikre ekstra indtjening til Kattegat-fiskerne, siger Eva Kjer Hansen.

Ministeren fremhæver også, at det er lykkedes at få videreført forsøg med fuldt dokumenteret fiskeri i torskefiskeriet i Nordsøen og Skagerrak - de såkaldte kameraforsøg. Fiskere, der har deltaget i forsøgene, har haft mulighed for at få en ekstra kvote, og data fra forsøgene har været kraftigt medvirkende til, at bestandsrådgivningen er blevet bedre.

Flere Nyheder