Eva Kjer Hansen skal i samråd

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen skal i samråd for at forklare sin holdning til nogle af de kritikpunkter, der blev fremført i dokumentaruds
18 Sep 2015

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen skal i samråd for at forklare sin holdning til nogle af de kritikpunkter, der blev fremført i dokumentarudsendelsen "Kvotekonger og små fisk". Det sker efter ønske fra en række medlemmer af miljø- og fødevareudvalget, fremgår det Folketingets hjemmeside.

Den ene anmodning kommer fra fiskeriordfører for SF, Lisbeth Bech Poulsen, og hun får følgeskab af fiskeriordfører for Enhedslisten, Søren Egge Rasmussen. De har begge stillet spørgsmål i forlængelse af dokumentaren "Kvotekonger og små fisk", der blev vist på DR 2 i sidste uge.

Lisbeth Bech Poulsen spørger blandt andet til, at hvorvidt ”det nuværende kvotesystem har spillet fallit og bør erstattes af et nyt og bedre system med kvoter fordelt efter lokaludvikling, arbejdspladser m.v.”.

Samtidig beder hun Eva Kjer Hansen forholde sig til, hvad regeringen konkret ”vil gøre for at flytte kvotekoncentrationerne fra få ejere og ud i provinsen”.

Søren Egge Rasmussen er i samme boldgade med sit spørgsmål til ministeren. Han beder hende om at redegøre for udviklingen inden for fiskeriet, samt hvad ”ministeren vil gøre for at forhindre snyd med fiskekvoterne”. I samme ombæring spørger han til, om Eva Kjer Hansen som minister ”vil tage initiativ til at ændre reglerne for kvotesystemet”.

Der er p.t. ikke planlagt hverken møder eller samråd for Miljø- og Fødevareudvalget, og derfor er det endnu uvist, hvornår samrådet kan finde sted.

Læs også: "Greenpeace vil ophæve FKA og IOK" samt "FSK vil have større og ikke-omsættelige kvoter".

Flere Nyheder