Færøerne kan øge eksport af fersk fisk

Den færøske fiskeindustri bruger blandt andet den ugentlige afgang fra Færøerne til Hirtshals i Danmark til eksport af fersk fisk. Nu er det lykkedes,
24 Jun 2015

Den færøske fiskeindustri bruger blandt andet den ugentlige afgang fra Færøerne til Hirtshals i Danmark til eksport af fersk fisk. Nu er det lykkedes, at få de ferske fisk fra Færøerne med på to ugentlige afgange, fordi Fødevarestyrelsen har accepteret at øge sin tilstedeværelse ved færgeankomsten i Hirtshals.

Den ferske fisk fra Færøerne er typisk i transit, men den danske fødevarekontrol skal undersøge varerne, inden de går videre ud på de øvrige markeder i EU, fremgår det af en pressemeddelelse fra Hirtshals Havn, hvor Fødevarestyrelsen bliver rost for sit initiativ.

- Vi er naturligvis meget tilfredse med den konstruktive dialog, vi har haft med Fødevarestyrelsen og især med fødevarechef Birgitte Horn, og der er fundet en løsning, der kan sikre den øgede transport af fersk fisk over Hirtshals Havn. At der er fundet en løsning så hurtigt, er til gavn for alle involverede - rederi, opdrættere og virksomheder på Færøerne samt virksomheder i Danmark. Vi kan derfor kun påskynde Fødevarestyrelsens løsningsorienterede indsats, siger direktør Bent Rasmussen hos Blue Water Shipping på Hirtshals Havn.

Flere Nyheder