Fine størrelser rødspætter og torsk

SG 20 PETUA Trawleren SG 20 Petua ligger og fisker mellem Ærø og Als, da Fiskeri Tidende får fat i skipper Jørgen Pedersen til en snak om, hvordan
13 Dec 2015

SG 20 PETUA

Trawleren SG 20 Petua ligger og fisker mellem Ærø og Als, da Fiskeri Tidende får fat i skipper Jørgen Pedersen til en snak om, hvordan det går med fiskeriet i øjeblikket.

- Vi fisker hjemmefra nu, kan man vel sige. Vi ligger i Fynshav og fisker efter rødspætter og torsk. Dagen begynder mellem halv syv og syv, hvor vi sejler ud. Vi hiver en gang før middag og så igen senere på dagen, inden vi sejler hjem til Søby i løbet af eftermiddagen. Vi losser vores fisk i Søby til Faaborg Fiskesalgsforening. Noget af fisken bliver kørt til auktionen i Hvide Sande, og noget af fisken kommer ud til fiskehandlerne, fortæller skipper Jørgen Pedersen til Fiskeri Tidende.

Det er nogle fornuftige størrelser, som SG 20 Petua får op i øjeblikket, og priserne er også rimelige.

- Det er nogle fine størrelser, vi fanger i øjeblikket. Det er mest 2’er størrelser torsk – 3’er størrelser ind imellem – og rødspætterne er også pæne i størrelsen lige nu. Det hjælper lidt, når vinden har været så frisk, som den har været det seneste stykke tid. Vi fanger vel omkring 1000 kilo rødspætter og 200 kilo torsk om dagen. Torsken får vi 25-30 kroner kiloet for, og 8-9 kroner for de små rødspætter og 10-11 kroner for de store, så der er da lidt pris på det i øjeblikket, siger skipper Jørgen Pedersen, som endnu ikke ved, hvordan fiskeriet skal planlægges for det nye år.

- Vi har kun været hjemme i fjorten dage, ellers har vi ligget i Kattegat og Skagerrak og fisket efter jomfruhummer. Nu er der snak om, at torskestoppet skal begynde i midten af februar allerede, så jeg ved ikke, hvad vi så gør. Vi kan tage til Bornholm og fiske efter torsk, men det er der nok mange, der gør. Så det ender nok med, at vi tager i Kattegat og Skagerrak og fisker jomfruhummer igen, siger Jørgen Pedersen.

Flere Nyheder