Fisker torsk tæt på havnen

FISKERI HER & NU Fiskeriet er meget op og ned. Nogle dage er det godt, andre dage er det skidt, fortæller skipper John Jacobsen ombord på S544
29 nov 2015

FISKERI HER & NU

Fiskeriet er meget op og ned. Nogle dage er det godt, andre dage er det skidt, fortæller skipper John Jacobsen ombord på S544 Dortigi. Han fortæller, at det i sidste uge så sort ud med at nå at fange kvoten inden jul, men nu ser det meget lysere ud.

- Den ene gang i sidste uge var der godt med fisk. Den anden gang var det forgæves. Vi var næsten klar over det, men vi var jo kommet ud og prøvede det, siger John Jacbosen.

Det er oftest strømmen, der spiller fiskeriet et puds. Strømmen skal helst være under en sømil for at fiskeriet er godt. Derfor har han også en strømlogger ombord, der kan fortælle om strømmens hastighed. Men det kræver, at han er på fiskepladsen for at den kan bruges.

Torsdag var han afsted igen på fiskeri. Da han havde hævet en tredjedel af de 170 garn var der omkring 500 kilo torsk og strømmen løb med 0,1 mil. Garnene sættes om morgen fra klokken fem og hen ad fire-fem tiden om eftermiddagen går det hjemad igen. Torsdag havde der iøvrigt været tæt på kuling op til fiskeriets start, og i løbet af dagen flowede vinden af, inden den igen senere på dagen igen skulle være på vej opad i styrke.

Han har snart fisket sin andel af kvoten op for i år.

- Det er de sidste fisk, vi har at fange i år, de her nordsøtorsk, fortæller John Jacobsen.

Han nævner, at der måske – med lidt fiskelykke – er én eller to dages fiskeri tilbage inden juleferien.

- Det kommer selvfølgelig an på, om det er med et tons fisk om dagen eller 60 kg. Vi vil prøve at undgå de dage med de 60 kg, konstaterer han.

Med ustadigt vejr i sigte, så har han ikke lige styr på, hvilke dage fiskeriet kommer til at foregå på.

- Vi har udsigt til nogle fridage, når vi har hevet de her garn, siger John Jacobsen.

Han peger på, at det er ganske nemt fiskeri i øjeblikket. Der er tre-fire mil fra havnen i Hanstholm til fiskepladsen.

Flere Nyheder