Fiskere er klar til store investeringer i fartøjer

Fiskerne har reageret meget positivt på den seneste støtteordning til modernisering af fiskefartøjer. Ansøgningen var blot åben en enkelt dag, og her
06 Mar 2016

Fiskerne har reageret meget positivt på den seneste støtteordning til modernisering af fiskefartøjer. Ansøgningen var blot åben en enkelt dag, og her kom 151 projekteransøgninger - det viser tal fra NaturErhvervstyrelsen, som Fiskeri Tidende har fået oplyst.

De mange ansøgninger svarer til støtte på 41,9 mio. kr. ialt. Og med en støttesats på 40 procent, så er der tale om støtteberettigede projekter, hvor der ialt bliver investeret for omkring 100 mio. kr.

Og det er en ganske god forretning for Danmark, mener formanden for Danmarks Fiskeriforening PO, Svend-Erik Andersen.

- Det er en rigtig god investering for regeringen at sætte flere penge af til det. For EU bidrager med 75 procent oven i de finanslovsmidler, der er. Så det er faktisk en plus-forretning for Staten at gå ind og sponsere lidt penge, sagde Svend-Erik Andersen.

For tilskuddet alene er ikke de eneste midler, der indgår i statskassen. Det støttebeløb, der udbetales, er nemlig skattepligtigt – omend der kan gå nogle år før de kommer retur. Men endnu vigtigere er det, at en stor del af de opgaver, der udføres i forbindelse med tilskudspakken er i form af løntimer, hvor fiskeren køber en håndværkers ydelse til arbejdet. Og lønnen til håndværkeren er skattepligtig, og ender dermed når året er omme i Statskassen.

 

Flere Nyheder