Fiskerformand: Eva Kjer Hansen må kræve genforhandling af Østersøaftale for 2016

Danmarks Fiskeriforening PO kan ikke acceptere den fiskekvoteaftale, som Ministerrådet torsdag aften nåede til enighed om for Østersøen i 2016. Forman
23 okt 2015

Danmarks Fiskeriforening PO kan ikke acceptere den fiskekvoteaftale, som Ministerrådet torsdag aften nåede til enighed om for Østersøen i 2016. Formanden forlanger, at den danske minister kræver en genforhandling.

- Vi får både en reduktion på 20 procent for torskefiskeriet og oven i det, så skal fiskerne tvinges til kaj i 6 uger uden mulighed for at fange torsk. Det er ikke acceptabelt, og derfor må Eva Kjer Hansen kræve en genforhandling, siger Svend-Erik Andersen, der er formand for Danmarks Fiskeriforening PO.

Fiskerne er helt uforstående overfor, at torskekvoten bliver skåret ned med 20 procent. Der er biologisk enighed om, at bestandene i både den vestlige og den østlige Østersø er på vej op, og derfor giver det ingen mening, at man skærer i kvoterne for 2016.

- Den vestlige bestand vil med den samme kvote i 2016 som i år, opnå en gydebiomasse, der er den største i de seneste 15 år. Derfor er der ingen grund til at skære kvoten ned, siger Svend-Erik Andersen.

Lukkeperiode

Han er også vred over, at Ministerrådet og EU-Kommissionen samtidig udvider varigheden af de såkaldte lukkeperioder for den vestlige Østersø fra 4 til 6 uger – og at den bliver flyttet, så den i 2016 dækker perioden fra midt i februar og frem til slutningen af marts.

- Mange af fiskerne i den vestligste del af Østersøen har haft en god indtjening ved at fiske i netop februar og marts, og det kan de ikke gøre på samme måde senere på året. For fiskerne handler det om at fange torsken, når den giver den bedste indtjening, og det er ikke muligt med placeringen af lukkeperioden fremadrettet, siger Svend-Erik Andersen.

Han peger også på, at man med den udvidede lukkeperiode sætter fiskerne i en klemme, fordi det fratager dem retten til selv at planlægge deres fiskeri.

- Det er helt essentielt, at vi selv kan bestemme, hvordan vi vil tilrettelægge vores fiskeri. Vi er nødt til at tænke på rentabiliteten, og den mulighed er væk, når vi bliver pålagt at ligge til kaj, mens fiskeriet er bedst, forklarer Svend-Erik Andersen.

[toggle title="Område 22-24" state="open" ]Den vestlige Østersø er delt op i tre områder: 22, 23 og 24.

Område 22 går fra syd for Djursland over til Sjællandsodde og i vest fra Bælterne over mod kysten af Sydsjælland og Lolland samt vest for Falster.

Område 23 dækker Øresund.

Område 24 dækker syd for Øresund og fra vest for Sydsjælland, Møn og Falster og over til vestkysten af Bornholm. [/toggle]

Flere Nyheder