Fiskeriet fænger ikke i bankerne

[caption id="attachment_14450" align="aligncenter" width="620"] Det er svært for fiskene i de indre farvande at finde en lokal bank, der vil fiskeriet
20 sep 2016

[caption id="attachment_14450" align="aligncenter" width="620"]hundested-havn-fatoejer-2 Det er svært for fiskene i de indre farvande at finde en lokal bank, der vil fiskeriet[/caption]

Bankerne i de indre farvande står ikke på nakken af hinanden for at låne penge ud til fiskeriet. Det er den 27-årige sjællandske fisker David Jacobsen et levende bevis på.  Han blev uddannet på fiskeriskolen i Thyborøn for omkring otte år siden, siden har han haft hyre i fiskeriet. I dag har han hyre på fartøjet FN 374 Stephanie Dalsø, hvor han også af til arbejder som skipperafløser. Og den unge fisker har en drøm, om at blive skipper med fod på eget dæk.

- Jeg vil gerne have mit eget fartøj, og jeg har kigget efter et fartøj på under 15 meter. Det er planen, at jeg vil fange jomfruhummer i Kattegat, siger David Jacobsen.

Skal drømmen blive til virkelighed kræver det kapital til fartøj, redskaber og fiskerettigheder. Selvom David Jacobsen har sparet op, så er der brug for at have en god bank i ryggen. Det var derfor naturligt, at David Jacobsen gik i sin egen bank med projektet.

- Jeg gik i min egen bank Sydbank, hvor jeg har været kunde i syv år, fortæller David Jacobsen. Som kunde i banken i gennem en årrække havde de et godt kendskab til David Jacobsen, der oven i købet kunne præstere en pæn opsparing og en sund økonomi. Men beskeden til den håbefulde fisker fra hans egen bank var nedslående.

- I Sydbank sagde de, at banken ikke havde tilstrækkelig viden om fiskeri, og derfor ikke ønskede at gå ind i projekter i fiskerierhvervet, siger David Jacobsen.

Heldigvis har Sydbank ikke monopol på at drive bankvirksomhed, så David Jacobsen prøvede derfor lykken i andre pengeinstitutter. Men her var beskeden lige så nedslående.

- Jeg var også i Sparekassen Fyn og Nordea , men her vendte de også tommelfingeren nedad med den samme begrundelse som i Sydbank, siger David Jacobsen. Bankerne ønsker ikke at investere i at have den nødvendige ekspertise på fiskeriområdet, som i de indre farvande ikke har en volumen, der er tillokkende for bankerne. Det betyder, at man i stedet fravælger engagement i fiskerierhvervet.

Åbning på DanFish
Fiskerierhvervet sukker efter unge, der vil og kan investere i fiskeriet, men konsekvensen af bankernes indstilling til fiskeriet kunne sagtens være, at David Jacobsens og andre unge fiskeres drøm ville forblive en drøm. Åbningen for David Jacobsen kom dog, da han sidste år besøgte DanFish i Aalborg. Her kom han i kontakt med Ringkjøbing Landbobank på deres stand. Den vestjyske bank har oprettet en fiskeriafdeling, og har erklæret at man vil fiskeriet.

- Jeg afleverede budgetter og oversigt over mine værdier og min økonomi. Ringkjøbing Landbobank gav accept på, at jeg kunne gå ud finde et fartøj til en investering på mellem 1,5 mio. og 2,0 mio. kroner, siger David Jacobsen.

Formand ikke overrasket
Formanden for Klintholm havns Fiskeriforening og næstformand i DFPO Kim Kær Hansen er ikke overrasket over, at fiskere som David Jacobsen får nej i deres lokale bankfilial.

- Hvis man ikke har en bank med den store indsigt i fiskeriet, så kan det være svært at få banken med på en finansiering, siger Kim Kær Hansen, der anbefaler, at man søger en af de få banker, der har fiskeriekspertise, hvis man har behov for at få finansieret fiskeriprojekter.

- Det betyder selvfølgelig, at man må flytte hele sit bankengagement til f.eks en bank i Vestjylland. Men det er jo sjældent et problem, da det meste i dag foregår på nettet, siger Kim Kær Hansen. Der er også nogle ekstra fordele for en fisker, ved at blive kunde i en bank med fiskeriekspertise.

- Det er mit indtryk, at de fiskere her fra, der har skiftet til en bank, der kender fiskeriet, også føler, at de får en bedre rådgivning på grund af ekspertisen, siger Kim Kær Hansen.

Venter lidt
David Jacobsen har trods tilsagnet fra Ringkjøbing Landbobank endnu ikke fundet et fartøj.

- Jeg har besluttet at vente lidt endnu for at samle endnu mere erfaring fra fiskeriet med FN 374 Stephanie Dalsø og spare mere op, fortæller David Jacobsen, der endnu ikke har drøftet renteniveau med Ringkjøbing Bank, da det, som det er tilfældet for andre fiskere i de indre farvande, i første omgang alene handlede om at få et lånetilsagn.

 

Flere Nyheder