Fiskeriorganisationer håber på godt tobisfiskeri

Meldingen om at tobisfiskeriet kan starte op fra den 1. april bliver modtaget med et håb om, at de danske industrifiskere kan se frem til et godt fisk
30 Mar 2015

Meldingen om at tobisfiskeriet kan starte op fra den 1. april bliver modtaget med et håb om, at de danske industrifiskere kan se frem til et godt fiskeri i de kommende uger frem mod Sankt Hans.

- Tobisfiskeriet har altid været hjørnestenen i industrifiskeriet, og der er håb om, at det vil blive et godt tobisår. Der er ingen tvivl om, at fiskerne har brug for et godt fiskeri, og forudsætningen er der i form af bedre kvoter end i 2014, siger formanden for Danmarks Fiskeriforening PO, Svend-Erik Andersen.

I 2014 var den samlede kvote noget lavere end i år, og landingerne sidste blev da også derefter med knap 160.000 tons. De seneste gode år var 2011 og 2010, hvor der blev landet 282.000 tons og 292.000 tons henholdsvis.

Den gang var omsætningen også langt større end sidste år, hvor omsætningen landede på 224 millioner kroner. I 2011 var omsætningen på 455 millioner kroner, mens den i 2010 var på 472 millioner kroner, fremgår det af statistik fra NaturErhvervstyrelsen.

Områdeforvaltning

I 2015 bliver tobisfiskeriet fortsat forvaltet ud fra en områdeopdeling, hvor kvoterne er fordelt ud på i alt 7 områder. Der er dog kun kvoter til 5 af områderne, og fiskerne mener fortsat, at det er en forvaltning, der ikke gavner fiskeriet.

- Vi mener, at fiskerne selv skal have til at bestemme, hvor de vil fange tobis. Det giver ingen mening, at man skal holde sig indenfor nogle bestemte områder – det er i hvert fald ikke noget, som tobis’en kender til eller agter at overholde, siger formanden for Danmarks Pelagiske Producentorganisation, Christian Olesen, der også udtrykker utilfredshed med, at fiskerne ikke får lov til at fiske i flere områder på hver fangstrejse.

- Ganske vist er vi imødekommet med, at man kan starte i Område 3 og så afslutte fiskeriet i Område 1. Men det er ikke godt nok – det er bydende nødvendigt, at vi selv kan være herre over, hvor mange områder vi vil fiske i på en fangstrejse, siger Christian Olesen.

Såvel DPPO som DFPO vil fortsat have det som et mål forud for fiskeriet i 2016, at man vil have opløst områdeopdelingen, så fiskerne kan fange tobis, hvor der er tobis – og ikke hvor den biologiske rådgivning mener at vide, at de er.

Tobisfiskeriet kan starte den 1. april.

Flere Nyheder