Fiskerne vil have flere danske fisk i supermarkederne

Der er ingen tvivl om, at danskerne har valgt supermarkeder og discountbutikker som deres foretrukne indkøbssteder, når de skal købe fisk. Undersøgels
30 Mar 2015

Der er ingen tvivl om, at danskerne har valgt supermarkeder og discountbutikker som deres foretrukne indkøbssteder, når de skal købe fisk. Undersøgelser viser, at hele 77 procent af forbrugerne i Danmark vælger Netto, Rema 1000, Føtex, SuperBrugsen eller et helt andet supermarked, når de skal have fisk med hjem til middagsbordet.

Men forbrugerne i Danmark har som regel kun et meget lille udvalg at vælge imellem, hvis de vil have fersk fisk – og der er langt mellem de danske fisk i køledisken.

- Det vil Danmarks Fiskeriforening PO være med til at rette op på, siger formand Svend-Erik Andersen.

- Vi vil gerne i dialog med detailhandlen, så vi både kan få flere danskfangede vildfisk i kølediskene og samtidig få en større variation i udvalget til forbrugerne. Det er til fordel for alle parter – også detailhandlen fordi de vil få mere tilfredse kunder, siger han.

Ønsker mere varieret udvalg af fersk fisk

I dag er der ofte kun tre forskellige fisk, som forbrugerne kan købe fersk, når de handler ind i deres lokale dagligvarebutik. Det er laks fra Norge, torsk fra Norge og så danske rødspætter. Kun ganske sjældent er der andre ferske fisk eller skaldyr – det kan fx være vaccuumpakkede ferske muslinger – selv om de danske fiskere lander masser af andre arter: Kulmule, kuller og sej for at nævne nogle.

- Vi ser samtidig en udvikling inden for detailhandlen, hvor fiskerne bliver mødt med krav om miljøvenlig og bæredygtig fangst af de fisk, der skal i køledisken. Krav som de danske fiskere er blandt de førende i verden til at opfylde, fortæller Svend-Erik Andersen og nævner, at 75 procent af de danske konsumlandinger nu er bæredygtighedscertificerede via MSC – Marine Stewardship Council.

- Jeg oplever også, at toneangivende kokke og madskribenter i stigende grad har øje for lokalt fangede fisk, hvor ”velsmag” og ”kvalitet” mere end tidligere bliver fremhævet. Der kan dagligvarebutikkerne gøre en forskel for forbrugerne ved at gå i samarbejde med lokale fiskere om leverancer, siger Svend-Erik Andersen.

Fisk er en klimavenlig fødevare

Endelig er der al mulig grund til at fremhæve vildfanget fisk, når talen falder på klima. Klimabelastningen ved fisk og skaldyr er langt lavere end for animalsk produktion, så det taler også for, at fisk som madvare er langt mere klimavenlig end animalske produkter – og så er fisk jo tilmed blandt de sundeste fødevarer overhovedet.

- Derfor mener vi i Danmarks Fiskeriforening PO, at der er masser af gode grunde til, at detailhandlen og de danske fiskere finder sammen om at sikre forbrugerne et større og et mere varieret udbud af danskfangede vildfisk, siger Svend-Erik Andersen.

Flere Nyheder