Onsdag eftermiddag fik dansk fiskeri en ny aftale, der blandt andet omfatter en revision af den gældende Kystfiskerordning og en forlængelse af opsigelsesfristen for den gældende FKA-ordning, så den nu har en varighed på 16 år mod nu 8 år.
Det skete, da et flertal af partierne i Folketinget udenom Regeringen stemte den politiske aftale igennem, som Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, SF og Radikale nåede til enighed om tirsdag formiddag. I Folketinget fik de fire partier følgeskab af Enhedslisten og Alternativet, så der var en bred front mod Regeringen.
”Så blev Vækst- og Udviklingspakken for dansk fiskeri vedtaget i Folketinget af et meget bredt flertal S-DF-Ø-Å-RV-SF, ” lød meldingen på Twitter fra fiskeriordfører Simon Kollerup fra Socialdemokratiet.
Dermed lykkedes det ikke for miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen at komme tilbage til forhandlingsbordet. Det ønske fremsatte han tirsdag eftermiddag, mens han fortsat var på rejse i Sydamerika.
Det var da også en tydeligt frustreret fiskeriordfører for Venstre, Thomas Danielsen, der efter afstemningen langede ud efter aftaleparterne.
Overfor Nordjyske Stiftstidende talte han om ”sjusket sprog” og tvetydige punkter i aftalen, og at uklarhederne kan føre til en langt dyrere kystfiskerordning, end der umiddelbart er lagt op til med en tilførsel af fisk til en værdi på 40 millioner kroner.