FN 436 Rødspætter skulle prøves

                                                                                              FN 436 TOVE KAJGAARD Fiskeri Tidende fanger skipper L
23 Apr 2016

FN 436 (april 2014)                                                                                              FN 436 TOVE KAJGAARD

Fiskeri Tidende fanger skipper Lars Kajgaard, mens han og besætningen ligger nord-nordøst for Hirtshals og fisker efter rødspætter og rundfisk. Det er ikke det, de normalt går efter, men det dårlige vejr førte til, at de ville prøve lidt andet.

- Normalt fisker vi efter jomfruhummer, og det har vi også gjort de fire første dage, hvor det var godt fiskeri. Men på grund af det dårlige vejr med kuling, er det svært at fange jomfruhummer, så vi tænkte, at vi kunne prøve at fange rødspætter og rundfisk - bare sådan lidt ekstra. Prisen er jo eftersigende ret god på rødspætter i øjeblikket, men så mangler vi bare noget mængde. Vi har da fået lidt op – både rødspætter og rundfisk i forskellige størrelser, fortæller skipper Lars Kajgaard til Fiskeri Tidende.

Den tre mand store besætning sejler ind med deres fangst her tirsdag aften.

- Nu lander vi vores fisk i Hirtshals, så bliver de kørt til Strandby og solgt på auktionen der i morgen tidlig. Og som sagt har vi da noget at tage med ind. Vi har vel et par hundrede kasser i det hele, hvor størstedelen er jomfruhummer, siger Lars Kajgaard, som samtidig fortæller, at fiskeriet kører meget struktureret.

- Vi er to besætninger, og det hele er meget struktureret og planlagt. Ikke sådan, at vi kører fem dage ude og fem dage hjemme. Vi laver en plan for nogle måneder ad gangen, hvor vi prøver at tage hensyn mandskabets forskellige ønsker. Så kører vi i rul, hvor vi lander tre gange i løbet af 14 dage, siger Lars Kajgaard.

Skagerrak, som FN 436 Tove Kajgaard ligger og fisker i nu, er også deres primære farvand. Dog bevæger de sig også i Nordsøen ind imellem.

- Om sommeren går vi i Nordsøen efter jomfruhummer. Men Skagerrak er vores primære farvand. Her fisker vi nok 75 procent af tiden, siger Lars Kajgaard.

Flere Nyheder