Forsøgsfiskeri i det sydlige Kattegat

SG 25 ANNI HOLM Da Fiskeri Tidende får fat i skipper Gert Anker Pedersen, ligger han i det sydlige Kattegat, hvor han deltager i forsøgsfiskeri eft
14 Dec 2015

SG 25 ANNI HOLM

Da Fiskeri Tidende får fat i skipper Gert Anker Pedersen, ligger han i det sydlige Kattegat, hvor han deltager i forsøgsfiskeri efter tunger og torsk.

- De seneste 12 dage har vi fisket efter tunger i et forsøgsfiskeri her i det sydlige Kattegat. Vi har haft 40 træk af en times varighed, og alt bliver så målt og vejet af de to biologer, vi har om bord. Det bedste træk, vi havde, var på 143 kilo, hvor 80 kilo var store nok. Det dårligste træk var mellem 5 og 6 kilo, så det svinger meget, fortæller skipper Gert Anker Pedersen til Fiskeri Tidende.

Efter de 12 dage med forsøgsfiskeri efter tunger går de nu over til forsøgsfiskeri efter torsk i samme område.

- Nu har vi så 6 dage med forsøgsfiskeri efter torsk. Det er på samme måde, hvor vi skal lave 20 træk af en times varighed, og så måler de to biologer det hele og samler data. Efter de 6 dage sejler vi hjem til Søby og holder juleferie, inden vi skal ud efter nytårstorsken, siger Gert Anker Pedersen.

Nu er det ikke altid, at fiskere og biologer har samme syn på fiskeriet, men det er gået fint, mener Gert Anker Pedersen.

- Det er gået fint med biologerne om bord. Det er også dejligt, at vi kan vise dem, hvordan vi arbejder, og hvordan det foregår, når vi er ude og fiske. Det er første gang, vi er med i et forsøgsfiskeri.

Fiskeritekniker Peter Vingaard Larsen fra DTU er den ene af de biologer, der er med i forsøgsfiskeriet.

- Forsøgsfiskeriet efter torsk sker i samarbejde med svenskerne, og vores job er at måle og veje alt, der kommer med op. Torsken bliver målt og vejet, vi undersøger køn og modenhed, og vi tager ørestenen ud. Ja vi dokumenterer alt, der kommer med op i trawlet i de 20 træk over de næste 6 dage, siger Peter Vingaard Larsen.

 

Flere Nyheder