Går efter brisling i vestlige Østersø

RI 376 VICTORY Siden januar har RI 376 Victory ligget i den vestlige Østersø og fisket. Først var det torsk, der stod på programmet, men efter lukk
06 mar 2016

RI 376 VICTORY

Siden januar har RI 376 Victory ligget i den vestlige Østersø og fisket. Først var det torsk, der stod på programmet, men efter lukkeperioden i midten af februar er fartøjet gået over i industrifiskeriet.

- Vi kom herover omkring den 20. januar og fiskede torsk indtil torskestoppet den 15. februar. Siden har vi fisket efter brisling med skiftende held. Den første uge var god – her fik vi 149 tons brisling, mens det ikke blev til noget i den anden uge. Ja vi havde ikke en gang vores grej i vandet. I denne uge har vi fisket to dage og fanget omkring 35 tons brisling. Det er planen, at vi sejler hjem til Hvide Sande i midten af marts, og har vi ikke fanget vores kvote, gemmer vi den til efteråret, fortæller skipper og ejer Erik Jensen til Fiskeri Tidende.

Mens RI 376 Victory har ligget i Østersøen, har de tre mand om bord brugt Sønderborg som base. Og det er også her, de har landet deres fisk.

Grunden til at skipper Erik Jensen sejler mod Hvide Sande og Nordsøen i midten af marts måned er, at de gerne vil være klar til tobis-sæsonen. Og det er stadig planen, selv om rådgivningen fra ICES indikerer, at der ikke bliver det store tobis fiskeri i år.

- Det ser ikke for godt ud, men vi håber, de giver lov til noget moniteringsfiskeri. Der er behov for et andet system, for vi synes, det er helt ved siden af, men det kan vi nok ikke få DTU til at ændre på nu. Det er da hårdt for os, for industrifiskeriet står for langt hovedparten af vores fiskeri, siger Erik Jensen og udtrykker håb om, at den nye minister kan hjælpe på et særligt område.

- Nu får vi igen ny minister, som skal sætte sig ind i sagerne. Men han virker lovende, og vi håber, han får åbnet op for brislingekassen – det har vi virkelig brug for, siger Erik Jensen.

Flere Nyheder