Hanstholm-fartøj måtte have hjælp fra Hirtshals

Det skulle egentlig have været en nem sag for HM 355 Flipper at komme ind i hjemhavnen i Hanstholm, da den i sidste uge havde problemer med skruen og
20 Mar 2015

Det skulle egentlig have været en nem sag for HM 355 Flipper at komme ind i hjemhavnen i Hanstholm, da den i sidste uge havde problemer med skruen og ikke længere selv kunne sejle hjem. Men det endte med, at redningsfartøjet fra Hirtshals måtte sejle hele vejen til Hanstholm for at trække HM 355 Flipper ind i havnen.

Det lokale redningsfartøj, C.B. Claudi, har nemlig ikke den nødvendige slæbewire om bord - og sådan har det faktisk været siden slutningen af januar.

- Det er jo ikke godt nok, at det skulle være sådan, siger Ken Drachmann, der var skipper på HM 355 Flipper på turen.

Det var et fiskefartøj, der havde trukket HM 355 Flipper til Hanstholm, hvor den blev ankret op omkring 5-6 sømil ude for havnen. Her lå fartøjet i nogle timer, mens Ken Drachmann forsøgte at få hjælp fra Søværnet til at blive trukket det sidste stykke ind i havnen. Enden på det hele blev, at Ken Drachmann selv kontaktede redningsstationen i Hirtshals for at høre, om de kunne hjælpe HM 355 Flipper i havn i Hanstholm.

- Og så sejlede han fra Hirtshals for at slæbe os de få sømil ind i Hanstholm havn, siger Ken Drachmann.

Efterfølgende fik han den forklaring i Hanstholm, at redningsfartøjets slæbewire var pillet af midt i januar i forbindelse med et eftersyn, og at der var bestilt en ny wire, men at den endnu ikke var kommet.

- Der var ganske vist ankommet udstyr, men det var alt andet end det, der skulle bruges, lyder det fra Ken Drachmann.

Flere Nyheder