Hirtshals Havn får større frysehus i 2016

Fra maj 2016 står et udvidet og større frysehus klar på havnen. Det er Claus Sørensen Gruppen A/S, der nu går i gang med en markant udvidelse af det n
11 Aug 2015

Fra maj 2016 står et udvidet og større frysehus klar på havnen. Det er Claus Sørensen Gruppen A/S, der nu går i gang med en markant udvidelse af det nuværende frysehus på Jens Munksvej i Hirtshals. Når udvidelsen er færdig giver det plads til yderligere 12.000 pallepladser, fremgår det af en pressemeddelelse fra Hirtshals Havn.

Den samlede udvidelse af frysehuset på Jens Munksvej er på 5.770 m², hvoraf frostlageret udgør 4.522 m². Yderligere indeholder udvidelsen pakkeri og sortering på samlet 1.050 m², skriver Hirtshals Havn.

- Udover, at vi naturligvis får forøget kapaciteten af vores frysehuse i Hirtshals, så får vi mulighed for at realisere en effektivisering af driften, og bliver dermed mere konkurrencedygtige, fortæller frysehuschef i Hirtshals, Morten Jensen.

Claus Sørensen Gruppen A/S' nyeste byggeri på Hirtshals Havn opføres helt op til den landudvidelse på 250.000 m², som havnen realiserer i 2015 og 2016. Dermed ligger frysehuset både ved havnens Østbassin 2, hvor vanddybden er 10,5 meter, og tæt på den nye indfaldsvej, der forbinder Østhavnen og motorvej E39.

Flere Nyheder