Hjemrejsen skal passe med natfærgen

S 386 CASILO Det er svært at sige til kollegaerne, at de ikke skal fange nogen rejer, lyder det fra skipper Brian Sørensen på S 386 Casilo. Her tæn
06 Dec 2015

S 386 CASILO

Det er svært at sige til kollegaerne, at de ikke skal fange nogen rejer, lyder det fra skipper Brian Sørensen på S 386 Casilo. Her tænker han på priserne for rejerne, der svinger meget. Og det er oftest således, at når der fanges mange rejer på Casilo, så fanger også kollegaerne på de andre rejefartøjer mange rejer, og det smitter af på prisen.

Torsdag lå prisen på de kogte rejer i Smögen på 90 danske kroner.

- Kan vi bare holde det, så er vi rigeligt godt tilfreds. Men det tror jeg ikke holder til i morgen, siger Brian Sørensen, der har et håb om, at danskerne vil spise nogle flere rejer. Det vil få prisen til at stige.

Der er en ganske normal rytme på S386. Fredag er det afgang til havs, fiskeri i løbet ar weekenden. I havn mandag for at aflevere både de rå og kogte rejer, og så afsted til havs indtil torsdag.

Derfor er det også det sidste træk, der er i vandet, denne torsdag formiddag, da Fiskeri Tidende taler med skipperen.

- Vi har slæbt i 5,5 time, siger Brian Sørensen.

Længden af slæbene varierer fra 7 til 12 timer.

- Vi vil gerne have noget i posen, men helst ikke for meget så rejerne bliver klemt, siger skipperen.

Selvom rytmen er ganske normal, så springes de værste storme dog over. Derfor kom de også først afsted tirsdag, og med udsigt til endnu en efterårsstorm i Skagerrak, så lures der lidt på, hvornår afrejsen foregår efter torsdagens landing.

- Det skal blæse noget, men det er som om det hele bliver slået i stykker. Når det er vedvarende, så plejer vi at blive hjemme, for så får vi ikke noget ud af det, siger Brian Sørensen.

Iøvrigt så er det hjemhavnen Skagen, der landes både de søkogte og rå rejer til. De søkogte rejer skal til Sverige, og derfor skal afgangstidspunktet for natfærgen til Göteborg passes ind.

Flere Nyheder