Hvad udad tabes må ind ad vindes

Pelagisk Perspektiv er skrevet af direktør i  Danmarks Pelagiske PO, Esben Sverdrup-Jensen: Ovenstående er Dalgas citeret for at have sagt efter de
04 Jul 2015

Pelagisk Perspektiv er skrevet af direktør i  Danmarks Pelagiske PO, Esben Sverdrup-Jensen:

Ovenstående er Dalgas citeret for at have sagt efter det sviende nederlag til Tyskland i krigen i 1864. Under dette motto igangsatte han en omfattende kampagne med at dræne vådområder og inddæmme fjorde og nor. Målet var at skabe ny produktionsjord som kompensation for, hvad Danmark efter krigen måtte afgive til tyskerne.

Kigger vi på fiskeriet anno 2015, så er parallellerne til 1864 og Dybbøl Banke mange. I hænderne på EU-Kommissionen og Rådet har danske fiskere i de senere år måttet afgive betydelige kvoteandele og fiskerettigheder til bl.a. Norge, Færøerne, UK, Island og Grønland. Hertil kommer de mange fiskepladser, som er opgivet til Natura 2000 og anden fredning.  Meget som i 1864 har den danske modstand være utidssvarende og utilstrækkelig.

[button color="blue" size="small" link="http://fiskeritidende.dk/fiskestrid-kan-faa-rigsfaellesskabet-til-at-splintre/" target="blank" ]Læs om fiskestrid, der kan ødelægge Rigsfællesskabet[/button]

På det pelagiske område har nederlagene været særligt mange;

-       Næsten 20 procent af makrelkvoten afgivet

-       Mere end 30 procent af kvoten på atlantosild afgivet

-       Adgang til atlantosild i Norsk zone afgivet

-       Min. 20 procent af blåhvillingrettighederne afgivet

-       100.000 tons blåhvilling til Norge afgivet

-       Eksklusive licenser til færøsk farvand for makrel, sild og blåhvilling afgivet

-       Eksklusive rettigheder til makrel i Nordsøen afgivet

-       Fiskerettigheder til makrel og blåhvilling i EU færøaftalen opgivet

-       Adgang til tobisfiskeri i norsk zone afgivet

-       Natura 2000 tobisbanker på Dogger afgivet

-       Loddekvote i Grønland afgivet

Listen fortsætter, men det er for deprimerende at skrive mere, sikkert heller ikke rar læsning. På det demersale område er listen tilsvarende lang.

Faktiske er det i de sidste 15 år ikke lykkedes EU kommissionen og medlemsstaterne én eneste gang at komme hjem fra en forhandling om pelagiske fiskerettigheder med mere i posen end man kom med. Uanset at biologien aldrig har været mere gunstig. Ikke så besynderligt, at EU skeptikerne har vind i sejlene!

Hvad værre er, udviklingen ser ud til at fortsætte; Grønland gør krav på en lang række kvoter i Nordøstatlanten, både Norge og Færøerne har i 2015 uden hæmninger fastsat egne kvoter på sild og blåhvilling og ingen gør noget for alvor at bremse dem. Tværtimod, så står Danmark Færøerne bi.

Det er ikke kun Kyststaterne i det fjerne, der kræver deres. Også andre EU-lande er blevet begunstiget på danske bekostning de senere år, det gælder bl.a. dyrekøbte barentshavstorsk til Sydeuropa og afgivet adgang til makrel i Nordsøen til bl.a. UK. Og mon ikke der skal hældes ekstra fisk i tiggerhatten, når den Engelske befolkning inden 2017 igen skal overbevises om, at EU er en god idé. Gæt hvem der kommer til at betale?

Danmark blev ikke EU's førende fiskerination ved at læne sig tilbage i forhandlingsstolen. De rettigheder og kvoteandele i hele Nordatlanten som fremsynede og investeringsvillige pionere i europæisk fiskeri har fisket hjem til Danmark, må og skal forsvares aktivt. Det er en klokkeklar opgave for den nye Vestreregering. Det tragiske er, at den kun kan gøre det bedre end dens forgængere.

Men ligesom Dalgas i nederlagets stund, så må sønderjyden Eva Kjer Hansen også vende blikket indad for at finde styrken. Danmark er en af verdens førende producenter af industrifisk og relaterede produkter. Men potentialet er endnu større. En række industrikvoter udnyttes i dag ikke fuldt ud og betydelige værdier forbliver hvert år i havet. Der er flere gode forklaringer på dette, ikke mindst sammenhængen imellem pris og omkostninger ved fiskeriet. Men den væsentligste faktor er, at vi endnu ikke er lykkedes med en forvaltning af industrifiskerierne, som sikrer den nødvendige balance imellem hensynet til beskyttelse af sildebestandene og udnyttelsen af kvoterne på brisling og sperling. Vi skal skabe en forvaltning som stiller krav til den enkelte fisker, som giver den enkelte fisker ansvaret for sit eget fiskeri og som belønner den fisker, som fisker mest ansvarligt. Andres uansvarlighed må aldrig blive en begrænsning for den ansvarlige fisker. Det er god liberal latin.

Uden incitamenter for den enkelte fisker til at fiske med et minimum af sildebifangst kan vi umuligt udnytte det fulde potentiale i de danske industrikvoter. Når EU og resten af systemet svigter, så må og skal det være den enkelte fisker, der skal tildeles ansvaret for indad at vinde hvad Danmark udad har tabt.

Flere Nyheder