Hvide Sande åbner ny redskabsterminal

Fredag eftermiddag slår Hvide Sande Havn dørene op for den nye, store redskabsterminal, så der er mulighed for at inspicere de mange nye kvadratmeter
17 Jun 2015

Fredag eftermiddag slår Hvide Sande Havn dørene op for den nye, store redskabsterminal, så der er mulighed for at inspicere de mange nye kvadratmeter på Fabriksvej. Den nye redskabsterminal er på 8100 kvadratmeter, og indeholder i alt 45 redskabsrum.

Redskabsterminalen erstatter de redskabshuse på Langsand, som fiskerne igennem mange år har brugt. Det betød blandt andet, at fiskerne skulle igennem byen med deres grej, når de skulle brug dem på fartøjerne, og det slipper de for med den nye terminal.

- Størstedelen, 38-39 af dem, er udlejet den 1. juli, når terminalen er klar til at blive taget i brug, fortæller direktør for Hvide Sande Havn, Steen Davidsen, til Vesterhavs Posten.

Hvert af de 45 redskabsrum i terminalen er på 180 kvadratmeter, mens der tillige er to rum på hver 90 kvadratmeter. I tilgift er der også et udendørsareal med belægning på 9200 kvadratmeter.

Byggeriet af den nye redskabsterminal har kostet 16 mio. kroner. Halvdelen af beløbet har havnen i Hvide Sande selv betalt, mens den anden halvdel er finansieret via forskellige EU-fonde.

Flere Nyheder