Islandske fiskere får nye kvoter i dag

  Den første september er en særlig dag for de islandske fiskere, da datoen markerer starten på et nyt kvoteår. Det islandske kvoteår går neml
01 sep 2015

 

Den første september er en særlig dag for de islandske fiskere, da datoen markerer starten på et nyt kvoteår. Det islandske kvoteår går nemlig fra den 1. September til den 31. August og følger ikke som i EU kalenderåret.

Derfor har de islandske fiskere også haft travlt op til kvoteårets afslutning, fortælles det på fishupdate.com. Det har især været sejt at fange sej i årets sidste måned, og derfor kommer der til at stå en del sejkvote tilbage.

”August er ofte en god måned på vestkysten, men det ser ud til at alle er enige om, at der er færre sej nu end sidste år”, fortæller skipper Ævar Jóhannesson fra trawleren Höfrungur IIIAK.

Overordnet set byder det nye kvoteår dog på højere kvoter. Det er det islandske Marine Research Institute, der har vurderet bestandene i islandsk farvand, og herfra er meldingen, at bestandene har det godt. Eksempelvis er gydebiomassen for torsk den største i 30 år, hvilket skyldes et mindre fiskeri på arten. Der er dog også malurt i bægeret, da rekrutteringen er lav, og derfor har behov for yderligere undersøgelser af dette fænomen.

Den store bestand af torsk betyder, at torskekvoten øges med 21.000 tons til 239.000 tons. Også kvoten på kuller går frem med 6.000 tons til 36.400 tons. På sej er kvoten 55.000 tons, mens der er 70.200 tons til sild.

Stigningerne i kvoterne betyder – hvis kilopriserne holder sig på niveau – en merindtægt til de islandske fiskere på 412 mio. danske kroner.

Flere Nyheder