Kan ikke klage over fiskeriet i år

[caption id="attachment_18294" align="alignright" width="300"] Bierhvervsfisker Jakob Thomas Kristensen har været godt tilfreds med fiskeriet i år. Ar
af Claus Kirkegaard
23 aug 2018

[]

For Jakob Thomas Kristensen, som har garnfartøjet ND 20 Maja, er der ikke det store at klage over med hensyn til fiskeriet i år.

- Jeg har fanget godt med fisk. Der er da fiskere her i Klintholm, der har fanget mere end mig, men nu er jeg bierhvervsfisker, så jeg kan bestemt ikke klage over mængden af fisk, jeg har fanget, siger Jakob Thomas Kristensen.

Fiskeriet foregår med garn efter torsk og pighvar, og en del af fangsten bliver solgt over kajkanten.

- Jeg har en lokal fiskehandler, som køber fisk her hos mig. For ham er det en fordel, for han kan købe den mængde, han lige står og mangler. Han behøver ikke købe en hel kasse. Den resterende del sælger jeg til O. V. Jørgensen, som har et kølehus her på havnen i Klintholm, så det er fint for os, der fisker hernede, siger Jakob Thomas Kristensen.

Når man sælger sin fisk over kajkanten, som Jakob Thomas Kristensen gør, skal man huske at indberette det til Fiskeristyrelsen. Det gør han også - og det er blevet langt lettere i år.

- Der må jeg sige, at Fiskerikontrollen har oppet sig. Før tog det omkring 40 minutter at indberette et salg. Nu tager det fem minutter. Så det skal de have ros for, siger Jakob Thomas Kristensen.

Fiskeriet har for så vidt været fint for bierhvervsfiskeren, men på det seneste har han oplevet, at sælerne er gået i hans pighvar-garn.

- Desværre har jeg på det seneste haft sæler i mine pighvar-garn, hvilket er meget irriterende. Det skal der helst styr på, så jeg er begyndt at skrive det i min logbog, når jeg har haft sæler på besøg i mine garn, siger Jakob Thomas Kristensen, som er glad for livet som bierhvervsfisker.

- Det er fint med den vekselvirkning mellem fiskeriet og så min belægningsservice. Garnene er ude nogle dage, så man kan arbejde med andet ind i mellem, og det er jeg glad for, lyder det.

Flere Nyheder