Kattegat oplever eksplosion af torsk

Det er nødvendigt med hurtig handling i Kattegat, slog formanden for Danmarks Fiskeriforening PO, Svend-Erik Andersen, fast, da han lørdag aflagde sin
11 Apr 2015

Det er nødvendigt med hurtig handling i Kattegat, slog formanden for Danmarks Fiskeriforening PO, Svend-Erik Andersen, fast, da han lørdag aflagde sin mundtlige beretning på foreningens årlige generalforsamling.

Baggrunden er ellers positiv – nemlig at torskebestanden er i kraftig stigning – men det giver fiskeriet et åbenlyst problem. Både her og nu og når der fra næste år kommer et discardforbud i Kattegat.

- Bestanden af torsk er cirka 20 gange større, end det biologerne hidtil har påvist. Derfor håber jeg, at vi sammen med vores myndigheder kan få rettet op på Kattegat-forholdene. Ellers går det helt galt, når vi får discardforbud næste år, sagde Svend-Erik Andersen.

Surveys af fiskeriet i Kattegat viser fangstrater på 100 kilo i timen af torsk. Det skal sammenholdes med, at den samlede kvote i Kattegat er på 100 tons, og at mange fiskere har en årlig kvote på helt ned til 100 eller 200 kilo.

Torsken kan derfor – hvis ikke kvoten øges markant – forårsage, at fiskeriet helt bliver stoppet i 2016, når forbuddet mod discard bliver implementeret. Fordi fiskerne ikke kan undgå at få torsk med i fangsten, selv om de fisker på andre arter – fx jomfruhummer.

- Både hovedarter og bi-arter kan kvæle fiskeriet, hvis vi ikke får de rette kvoter, slog Svend-Erik Andersen således fast.

Flere Nyheder