Lave torskepriser sender bornholmere til kaj

De bornholmske fiskere har igen fået en opfordring til at blive ved kaj de kommende dage på grund af lave afregningspriser på torsken. Det er Bornholm
08 maj 2015

De bornholmske fiskere har igen fået en opfordring til at blive ved kaj de kommende dage på grund af lave afregningspriser på torsken. Det er Bornholm Fisk A/S, der har stillet forslag til øens fiskere, fordi de ellers frygter for en meget lav afregningspris.

- Vi tager selvfølgelig imod fisken, men jeg mener, at det eneste rigtige at gøre er at melde ud, inden vi kommer i den situation, hvor vi pludselig stanger en afregningspris ud, der er så lav, at det slet ikke giver nogen mening, forklarer direktør i Bornholm Fisk A/S, Kurt Schärer.

Ifølge Kurt Schärer er der p.t. en uhyre dårlig afsætning af især de mindre torsk, der bliver fanget og landet fra Østersøen, og i kombination med, at der samtidig er et meget godt fiskeri på torsk, er der nu opbygget lagre af torsk, der sender prisen i bund.

- Hvis fiskeriet fortsætter i samme tempo, så vil vi risikere at se meget lave afregningspriser. Derfor har vi stillet forslag om, at man eventuelt bliver i havnen i en to-tre dage, så vi kan fjernet den pukkel, der er, siger Kurt Schärer.

Han understreger, at der er afsætningsmuligheder for torsken fra Østersøen, men at priserne er helt i bund.

- Vi har set det før, at det går helt i bund for ferskfiskmarkedet og de små fisk. Men vi har da en optimisme omkring, at det går op igen, siger Kurt Schärer.

Læs også "Bornholmerformand: Det er meget ulykkeligt".

Flere Nyheder