Lidt mere trægt i år

[caption id="attachment_15475" align="aligncenter" width="620"] S 321 Butterfly[/caption] Trawleren S 321 Butterfly ligger vest for Grenen og fiske
18 Mar 2017

[caption id="attachment_15475" align="aligncenter" width="620"] S 321 Butterfly[/caption]

Trawleren S 321 Butterfly ligger vest for Grenen og fisker efter rødspætter og torsk, da Fiskeri Tidende fanger skipper Jan Eriksen til en snak om fiskeriet lige her og nu. Og han har lige fem minutter til en snak, inden han skal hive igen.

- Vi ligger og fisker efter rødspætter og torsk. Vi vil helst have rødspætter, men der er for mange torsk med i øjeblikket. Vi kunne godt tænke os noget mere mængde på rødspætterne, men vejret driller lidt. Og priserne er heller ikke helt som sidste år. Det går lidt mere trægt i år, synes jeg. Det er lidt op ad bakke, men vi håber da, det bliver bedre fremadrettet, fortæller Jan Eriksen til Fiskeri Tidende.

Størrelsen på rødspætterne kan skipper ikke klage over.

- Det er nogle gode størrelser, vi får op. Så nu mangler vi bare, at der kommer nogle flere af dem. Det plejer at svinge lidt her, hvor vinter går over i forår, men jeg synes, det driller lidt mere i år i forhold til andre år, siger Jan Eriksen.

Skipper og makkeren om bord sejler ud fra Skagen og ind igen om aftenen.

- Vi sejler tidligt om morgenen, og så har vi to eller tre træk i løbet af dagen, før vi sejler ind igen. De fleste gange sejler vi til Skagen og losser fisken – det er nok omkring 80 procent af tiden. Men vi kan også godt sejle til Hirtshals med fisken – det kommer an på priserne, siger Jan Eriksen.

Inden Jan Eriksen gik over til at fiske med trawl, har han i mange år været garnfisker, og det ligger stadig i ham.

- Jeg fiskede med garn i 25 år, inden jeg gik over til trawl. Havde jeg stadig været garnfisker, så skulle jeg have været ude med tungegarnene nu her. Mon ikke de er i gang med det ovre på Vestkysten? Men det er der ikke mulighed for nu, så vi håber bare på lidt flere rødspætter, siger Jan Eriksen.

Flere Nyheder