[]
En maksimal fangst på 318.403 tons - eller en reduktion på hele 42 procent for fiskeriet efter makrel i 2019.
Det var, hvad ICES - Det Internationale Havundersøgelsesråd - fremlagde fredag den 28. september som deres rådgivning for fiskeriet efter makrel i Nordøstatlanten i 2019.
Hvis rådgivningen fra ICES bliver fulgt, er det andet år i træk, at makrelkvoten for området bliver reduceret kraftigt. Således lød anbefalingen fra ICES på 857.185 tons i 2017, som faldt til 550.948 tons i 2018.
En reduktion i kvoten for 2019 var forventet, men ikke i den størrelsesorden. De nyeste mærkning-genfangst data er den primære kilde til, at reduktionen blev noget større end forventet.
ICES har nedsat en arbejdsgruppe, og der vil i løbet af foråret 2019 blive afholdt et inter-benchmark for makrel i Nordøstatlanten.